Du er som Brød, det grove — fine,
Hvoraf man aldrig bliver kjed;
Du er som rene, gamle Vine,
Hvorved man aldrig vorder leed.
O, din Gestalt, saa ædel, kraftig,
Saa egen og saa yndefuld!
Din Aand, en Drue stærk og saftig,
Begeistrende og riig som Guld!
Jeg elsker dig, til Døden meier
Engang med skarpen Lee mit Siv,
Du Eneste, mit Hjerte eier,
Min Styrke, Næring og mit Liv!
Jeg hader hver, som blot i Tanken
Paa Veien til dit Hjerte gik;
Som med den mindste Hjertebanken
Sig soled i et flygtigt Blik.
Jeg hader hver, som blot har vovet
At troe, dit Smiil var ham bestemt!
Med Fryd jeg saae hver saadant Hoved
I Dybets evige Mørke gjemt.