Jeg veed det, gode Carl! Du Livets Øster
Har aabnet heldigt, og hvorhen Du triner,
Alt smiler Dig som stratzburgske Terriner,
Og Sneppers Inderste Dig huldt forlyster.
Men — Flødeskum er Lykken! — Fede Bøster
Ei altid er vor Lod; kun smaa Sardiner
Os Skjæbnen sender tidt med vrantne Miner, —
Dog „Lidt og Godt” da være bør vor Trøster.
Med dette, beder jeg Dig, tag tiltakke.
Betænk, at den, som sidder her og vrøvler,
Har, som vort Venskab, mange Aar paa Nakke.
Jeg haaber, vi skal slide mange Støvler
Paa trøstig Vandring op og ned ad Bakke,
Mens Du paa Drenge, jeg paa Rimet høvler.