Min Musa svæver ei paa stærke Vinger
I dristig Flugt til høie Regioner;
Hun fremmed er, hvor Skræk og Rædsel throner,
Og sjelden sig fra lave Tue svinger.
Med sparsom Gunst kun af og til hun bringer
Sit søde Kys, og Længselen forsoner,
Og lærer mig de faa, de simple Toner,
Som ængstelig min Haand af Strængen tvinger.
Hun ligner meest en fattig Bondekone,
Der hist og her blandt Bukkar, Brombærranker,
Blandt Caprifolier, under Bøgens Krone
Af Blomster, vilde Bær en Skat sig sanker,
Og smykker den saa godt, som hun forstaaer ’et, —
Men ak! det er kun Vaar een Gang om Aaret.