Du spørger mig, hvorfor mit Sind
Er kummerfuldt og vildt?
Mit Øie mat og bleg min Kind,
Min Fred for evig spildt? —
Jeg red mig ud en Aftenstund,
Det var saa mørkt og tyst;
Hver Hjort i Skov, hver Fugl i Lund
Laae alt ved Søvnens Bryst.
Henover Eng, henover Bro,
Hvor Bakken risler ned
Og mumler uden Rist og Ro,
Saa drømmende jeg red.
Da standsede min Ganger brat
Ved Elverhøiens Fod,
Som, straalende i dunkle Nat,
Paa fire Piller stod.
De fire røde Piller var
Som gjennemglødet Guld,
Den høie Hvælving, som de bar,
Af dyre Stene fuld.
Og dybt derindefra fremgik
En Duft, en Foraarsvind;
En sød, en bævende Musik
Og Sang mig lokked ind.
Mit Øie halv med Slummer stred,
Det for mit Øre klang;
Jeg svimlende fra Sadlen gled
Og ind i Høien sprang.
De Elverpiger svæved frem
Med nøgen Fod og Barm;
Den faureste blandt alle dem
Bød mig sin Haand saa varm.
Hun slynged Armens Liliekrands
Om Hals og Skulder fast
Og drog mig i den vilde Dands
Med Hvirvelstrømmens Hast.
Vi dandsed ud, vi dandsed ind,
Mens Sommernattens Luft
Omspillede saa sødt vor Kind
Som Natviolens Duft.
Da bar hun frem et Horn af Guld
Og holdt det for min Mund,
Og smilede saa listefuld,
Da tømt det var til Bund.
Da føied hun sin Finger hvid
Alt om min hede Kind,
Og sendte mig saa veemodsblid
Et Blik i Sjælen ind.
Da hæved hun sig rank og fiin,
For til min Mund at naae,
Og Læbens luende Rubin
Hun trykkede derpaa.
Da lagde til mit Øres Glug
Hun tæt sin Læbe heed,
Og lod et Ord, og lod et Suk
Sig snige dybt derned. —
Men i den fjerne Kirkeby
Tre Slag fra Taarnet klang,
Og Hanen hilste Dagens Gry
Høit skingrende, med Sang.
Ned Høien sank og fæsted Rod,
Bulmørkets Teppe faldt;
Alene jeg paa Heden stod, —
Dødsstilhed overalt.
Med Drøm i Hu, med Ild i Barm
Jeg red mig over Land;
Jeg styrted mig i Livets Larm, —
En høist usalig Mand!
Jeg søgte her paa Sti og Vei,
Jeg søgte hist paa Hav,
Jeg søgte, ak! men fandt det ei,
Hvad Elverpigen gav.
Det samme Kys, det samme Blik,
Det samme Suk og Ord,
Den samme stærke Luedrik
Ei findes paa vor Jord.
Og denne Smerte, denne Lyst,
Den bittre Længsels Ild
Fortærer langsomt i mit Bryst
Mit Hjerteblod, indtil — —
Ak! spørg mig ei, hvorfor mit Sind
Er kummerfuldt og vildt;
Mit Blik er mat og bleg min Kind,
Min Fred for evig spildt.