Og da mit Hjerte saa var dødt, og stille
Det nedlagt var i Brystets Sarkophage,
Paa Kistelaaget Sorgen sad tilbage,
Den stirred fælt med sine Blik, de vilde;
Men bort fra Stedet vandrede den lille,
Den kjære Flok af mine Glædesdage,
Som sortindhyllet og med Vemodsklage
Paa Graven havde tømt sin Taarekilde! —
Da lod et sødt: Vaagn op! — Og Sorgen flyede,
Det kom fra hende, som jeg ikke nævner,
Fra hendes Øines Straaler Dagen gryede!
Op kraftigt Hiertet foer af Dødens Dvale,
Livets Kamp det atter freidigt stævner,
Og hver dets Daad skal kun om hende tale.