Jeg glemme Dig? Hvorhen sig Øiet vender,
Jeg skuer svage Glimt af dine Ynder:
Din purpurrøde Kind, naar Dag begynder,
Dit Afskeedsblik, naar Solens Afskeed brænder;
Som Lilien er din Barm, de hvide Hænder,
Og Maanen mig dit Øie fromt forkynder;
Men intet lignes kan i Nord og Sønder
Ak! ved dit Hjerte, naar man ret det kjender!
Jeg glemme Dig? nei altfor dybt jeg føler
I Barmen end den Brand, som intet kjøler,
Skjøndt du saa grusomt med min Smerte leger:
Som en Magnet jeg mod min Stjerne peger,
Du straaler høit, jeg sjunket er i Støven:
Du er den røde Frugt, og jeg er — Løvet.