Saa stod jeg da paa Sjellands Strand,
Det var saa længe siden!
Til Søen med sin grønne Rand,
Og til min ranke Lilievand
Jeg skyndte mig, som Tiden.
Min Længsel brændte paa min Kind,
Høit sprudled’ Hjertets Kilde;
Jeg sneeg mig gjennem Haugen ind,
Da skreeg en Navn i høien Lind; —
Han meende mig det ilde!
Jeg ind i Hasselgangen treen,
Her maa hun sikkert være?
Paa Bænken sad hun med end Een,
Ham kyssed hun bag Hækkens Green,
Og kaldte ham sin Kjære.
Jeg slog det sidste Elskovsblik
Med Veemod paa min Skjønne,
Paa hendes Øines Luedrik,
Og paa det gyldne Haar, hun fik,
Den Rose i det Grønne!
Men da jeg tog saameget Mod,
At titte ind bag Qvisten,
Og see det fine Melk og Blod,
For hvem den Lille mig forlod, —
Saa var det Contoristen.
Jeg lod dem sidde og gik bort,
Og strækked dem slet ikke;
Mit Aandedræt blev kuns lidt kort,
Og Taaren steeg, saa det blev sort
Som Nat for mine Blikke.
I Kjøkkenet jeg traf Mama
Ved Stegen og ved Kagen:
„Min Gud! hvor kommer De dog fra?”
Og Fruen var saa fornem da,
Hun tog mig ei om Hagen.
Mit Hjerte var saa fuldt af Gru
Men det blev meget værre;
Selv Sproget var forandret nu,
Og hvor det før var Du og Du,
Der kaldte de mig Herre.
De gav mig Viin og liflig Mad,
Høibords blev jeg placeret;
Men som vi nu kring Dugen sad,
Og langede til blanke Fad,
Det var dog saa generet.
Min Taare ned i Glasset flød,
Jeg kunde ikke for det;
Den Viin, som før var mild og sød,
En Malurtstrøm til Hjertet gjød,
Og qvalte voldsomt Ordet.
Den frosne Fornemhed, jeg saae,
Den havde reent forstemt mig;
Jeg iled ud, hvor Hunden laae,
Han havde med sin Lænke paa
Dog ikke gandske glemt mig.
Af Sorrig blev jeg tankefuld
Til Kirkegaarden drevet;
Den gamle Mand, som laae i Muld,
Han var mig vistnok blevet huld,
Ifald han havde levet.
Det var da de tre lange Aar
Med deres dunkle Gaader!
Naar os et Glimt af Haab opgaaer,
Vi stakkels Mennesker, vi spaaer; —
Men Een er kun, som raader.