Der staaer et Huus paa Sjellands Øe
Imellem to grønne Linde;
Ved Porten en lodden Hund mon gjøe,
Og over den mørkegrønne Søe
Der gaae de svale Vinde.
Hos Døren sidder en gammel Mand,
Han har saa hvide Lokker;
Han lukker sammen sin Bog paastand,
Og tager op sin Kjæp af Sand,
Og venligt mod mig rokker,
I Stegerset gaaer den travle Viv,
Dog gaaer hun let som Hinden;
Hun bærer de Nøgler ved sit Liv,
Og nynner saa smaat til Tidsfordriv,
Og klapper mig peent paa Kinden.
I Stuen sidder min unge Brud,
Just hun, den Rosenlue!
Hun er saa rank som et Poppelskud,
Hun er den deiligste, ved Gud!
Mit Øies Lys monne skue.
Der var en Dag, jeg sagde Adieu
Til dem og den hulde Datter,
Til Hunden og til den grønne Søe;
Jeg reisde bort fra Sjellands Øe; —
Naar skal jeg see den atter?
„Adieu, adieu! du blonde Møe,
Adieu! du gamle Qvinde!
Du djerve Olding, du maa ei døe!
Jeg kommer igjen til den blanke Søe,
Jeg glemmer jer ingensinde.”
Saa gik jeg over Heden brat,
Jeg hvilde mit Hoved ved Tue;
Skjøndt Stormen vifted’ med sin Hat,
Og Duggen faldt i skumle Nat,
Ei slukdes mit Hjertes Lue.
Med Suk jeg op paa Vognen sprang,
Da Solen udstak sin Kjerte;
Skjøndt Pidsken knaldede, Hornet klang,
Det døvede ei den Længselssang,
Som spillede i mit Hjerte.
Vær trofast Pige, jeg er dig tro,
Hvorhen min Fod saa vanker.
Ak! i min Barm, — det veed du jo! —
Dit Contrafei skal venligt boe,
Og stadigt i mine Tanker.
Thi gjemmer Sjellands Blomstervang
Et mere trofast Hjerte,
End det, som digtede denne Sang,
Saa gid jeg synge sidste Gang
Min Elskovs Fryd og Smerte!