De kjære gamle Melodier,
De stemme Sjelen from og blid,
Saa hver en Nutids Klage tier
Ved Toner fra den svundne Tid.
De lod saa kjærligt ved min Vugge,
Som Moderrøsten nynne kan;
De skræmmed Taarer bort og Sukke,
For Barn paa Sorger fik Forstand.
Dem sang jeg, da i Barnekjole
Jeg om i Skov og Enge sprang,
Før man mig gav Attest i Skole,
At jeg var altfor hæs til Sang.
De toned rask i Venners Klynge
Med Munterhed og Aand og Liv,
Saa jeg fik Mod til med at synge,
Skjøndt jeg var ei i Takten stiv.
Dem hørte jeg i hine Dage,
Dem hører stundom jeg endnu,
Men, Hulde! da maa vel jeg klage,
Thi den, som synger, er ei du.
Det klang, saa Hjertet maatte banke,
Dybt grebet af en himmelsk Røst;
Det klang, saa hvert et Ord, hver Tanke
Til Sang sig danned i mit Bryst.
Min Læbe taug undseelig, bange,
Men som en Fugl var Aanden frie,
Og qviddred henrykt nye Sange,
Men kun til gammel, Melodie.
Tit spille de nu for mit Øre; —
O ret som Børn til Dands og Fryd,
Saa Minderne, som Tonen høre,
Sig flokke ved bekjendte Lyd.
Paa Hjertets Dør de glade banke,
Og hilse fra en svunden Tid,
Og bede ømt, at al min Tanke,
Som de, maa være from og blid.
O kjære gamle Melodier?
O toner for mig mangen Gang?
I aabne Læben, naar den tier,
I kalde Tanken frem til Sang.
O I, som røre, som oplive!
O toner ofte paa min Stie!
Da skal jeg nye Sange skrive,
Men dog til gammel Melodie!