Skjøndt knap man være kan bekjendt,
At nævne Eders gamle Navne,
Der er for mangen Recensent,
Hvad døde Kroppe er for Ravne,
Saa vil jeg dog, mens denne Røst
Kan tale meer end Skolegloser,
Besynge ret af Hjertens Lyst
Ei blot Kjærminder, men og Roser.
Ak, tidlig Rosen fra mig veg,
Dens Smiil ei i min Morgen lued;
Ak, Barnet fandt sin Kind saa bleg,
Da første Gang i Speil det skued;
Og i min simple Urtegaard,
Der ikke just mod Solen vender,
Ei Glædens Blomst nu Rødder slaaer,
Den trives ei for mine Hænder.
Knap saae jeg Roser, før de svandt,
Hvor jeg end gik i Livets Have, —
Men altid Engle dog jeg fandt,
Som vinked Trøst fra kjære Grave;
I visnet Roses tabte Spor
Maa en Kjærminde jo fremspire,
Er Hjertets Bund ei stenet Jord,
Saa maa dog denne Blomst det zire.
Jeg blues ikke ved dit Navn,
Miskjendte Blomst, du blaae Kjærminde
Vær mig en Trøst i mine Savn,
Der voxe alt som Dage svinde;
O fredes her i stille Læe,
Og trives i den brede Skygge
Af Skolemest’rens Birketræe,
Hvis Qviste Kundskabs Grundvold bygge!
Ja pynt lidt i min Urtegaard!
Vel har din Dragt ei stolte Farver,
Men trofast du trods Rosen staaer;
Du er lig den, der lidet arver;
For ham er Faders Gods en Skat,
Der følger ham igjennem Livet,
Og minder ham ved Dag og Nat
Om hvem der har ham Skatten givet.
O vær et Løsen for min Sang,
Om ei min Harpe reent forstummer,
Og Tiden qvæler Hjertets Trang,
At tolke Livets Lyst og Kummer;
Ja staae i Spidsen for mit Qvad,
Om end du paa Parnas opluges;
Hvad vraget blier i Hovedstad,
Kan tit af fattig Huusmand bruges.
Ja vær en Musa for min Sang!
Og du, min Sang! vær du Kjærminde
Og følges kjønt paa vante Gang!
I veed jo Veien nok at finde.
Til mine elskte Venner hen
Med kjærlig Hilsen skal I drage,
Og ønske dem meer Fryd, end den,
Der dulmer dette Hjertes Klage.