O græd ei, at den skjønne Barnetid
Er svunden hen, og at den voxne Alder
Fra skyldfrie Leeg til hellig Pligt dig kalder,
Midt i sin Alvor er den skjøn og blid.
Fra Barnekammeret i Verden ind
Med Afstedssuk og dog med Fryd du træder,
Den knuste Dukke ikke Øiet væder,
Fra Legetøiet vender du dit Sind.
Lad ligge da, hvad der var Barnets Fryd,
O men det bedste maa du med dig tage.
Den stærke Trøst i Modgangs Vinterdage,
I Medgangs Sommertid den største Pryd:
Et fromt og kjærligt Sind, en barnlig Aand,
Som vandrer takfuld i Guds skjønne Have,
Og nøisom glæder sig ved ringe Gave,
Som Barnet ved en Skjenk af Moders Haand.
Hvor kunde Qvinden elskelig og from
Undskylde, dele alskens Kaar, husvale,
Hvis ei hiin Aand forsøded hendes Tale,
Og signed hendes Haand med Lægedom.
Ja den er Qvindens Pryd og bedste Skat,
En Trøstens, Glædens, Kjærlighedens Kilde,
Med den kan hun det bittreste formilde,
Og uden den er hendes Liv en Nat.