O du, hvem Solens Purpurskjær
Udbreder Lys og Hæder!
Du, til hvis Ære Stjerners Hær
Paa Himlens Blaae fremtræder!
Du, som lette Dunn og Fjær
Hver Skovens Sanger klæder!
Du skjenker Fuglen kjære Unger,
O, det er derfor, at den sjunger.
Og du den travle Bie lod faae
Alt, hvad forsøder Livet;
Den Honning, som i Blomsten laae,
Blev den og Unger givet;
Ja Fisken selv med sine Smaae
Sig boltrer mellem Sivet.
Hvert Dyr med sine Børn sig fryder,
Jeg barnløs er, og Taaren flyder.
See alle Blomster kjærligt staae,
Og see mod dig saa glade;
I Frøe mod Høstens Tid de gaae,
Afkaste deres Blade;
Af Frøet spire Blomster smaae
Rundt over Jordens Flade.
O du, som Blomsterslægten freder,
Til dig saa inderligt jeg beder.
Du Alles Fader! hør min Bøn!
Giv mig en Alders Støtte!
Giv mig en djerv og ædel Søn,
Som frede kan min Hytte,
Da vorder Døden selv mig skjøn,
Naar jeg fra Jord skal flytte;
Naar Sønnens Graad paa Graven rinder,
Da Faderasken Hvile finder.