Syttende Sang
Telemachos drager til Ithaka Bye.
Telemachos drager til Ithaka Bye.
Men da sig viste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
Strax den elskede Søn af den herlige Konning Odysseus
Helten Telemachos bandt under Fod sine deilige Saaler,
Greb saa sit dygtige Spær, som godt ham passed i Næven,
Higende stærkt efter Byen, og talede derpaa til Hyrden:
Fader! til Byen vil jeg begive mig ind, at min Moder
Atter kan see mig for Øie, thi vist jeg troer, at hun ikke
Standser med ynkelig Graad og taareforvoldende Jamren,
Førend hun seer mig selv; men dig jeg lægger paa Hjerte,
Selv den fremmede Stakkel paa Vei til Byen at følge,
Der at tigge sit Brød; da faaer han af hvem der har Villie
Sagtens en Slurk og en Kavring; jeg selv ei evner at hjelpe
Hver nødlidende Mand, jeg har nok med egen Bekymring.
Bliver den Fremmede vred, for ham selv det vorder i Sandhed
Værst; jeg siger nu helst mit Hjertes oprigtige Mening.
Ham gjensvared Odysseus, den sindrige Konning, og sagde:
Selv ei heller, du Kjære! vil her ret længe jeg blive;
Bedre den fattige Mand i en Bye, end ude paa Landet,
Mægter at tigge sit Brød; det faaer jeg af hvem der har Villie.
Jeg er for gammel af Aar til at lade mig fæste ved Qvægstald,
Lydig at røgte den Dont, min Herre mig bød at besørge.
Gak kun du, denne Mand ledsager mig, som du befoel ham,
Naar jeg ved Ilden har varmet mig først, og Luften er mildnet;
Slet mig beskytter min pjaltede Dragt, og Morgenens Riimfrost
Neppe bekom mig godt; der er langt, I jo sige, til Staden.
Saa han taled, og ud af Hytten Telemachos ilte
Rask med hurtige Fjed, thi han pønsed paa Beilernes Ufærd.
Men da saa kommen han var til den smuktopbyggede Bolig,
Tog han sit Spyd, og stilled det op mod en kneisende Sule;
Selv saa treen i Salen han ind over Tærskelens Flise.
Ammen, den troe Eurykleia, blev først ham vaer, da han indtreen,
Just som med Skind af Faar hun de prunkende Stole bedækked;
Grædende gik hun imod ham, og trindt omkring ham tillige
Stimled de Terner, som tjente den kraftige Konning Odysseus,
Bøde ham froe velkommen, og kyssed hans Hoved og Skuldre.
Ud af sit Kammer da treen den forstandige Penelopeia,
Artemis ligned hun grandt og den gyldene Viv Aphrodite,
Og om den elskede Søn sine Arme med Taarer hun slynged,
Kyssede baade hans Hoved og begge hans deilige Øine,
Og med bevingede Ord hun klagende talte saalunde:
Kommer du, elskede Sjel! Telemachos! aldrig jeg vented,
Meer at see dig igjen fra den Stund, du seiled til Pylos
Lønlig og mod mit Ønske, at spørge dig for om din Fader.
Dog fortæl mig nu Alt hvad du saae og mødte paa Reisen.
Og den forstandige Svend Telemachos strax hende svared:
Væk ei, Moder! min Kummer paany, oprør mig dog ikke
Hjertet igjen i min Barm! først nys jeg Fordærvelsen undslap.
Gak nu heller i Bad, ifør dig tvættede Klæder,
Stig i Høienloftskammeret op med de tjenende Terner,
Lov saa samtlige Guder fortrinlige Festhekatomber,
Skjenker os Zeus saasandt gjengjeldende Hevn over Voldsmænd.
Selv til Torvet jeg gaaer, for der en Fremmed at kalde
Hjem til vort Huus, som fulgte mig hid paa Farten fra Pylos;
Ham jeg skikked forud med mine fortrinlige Svende,
Og jeg befoel Peiraios at tage ham hjem til sin Bolig,
Qvæge ham venlig som Gjæst, og hædre ham, indtil min Hjemkomst.
Saa han taled, og ei fløi Ordet forbi hendes Øren.
Strax hun gik i Bad, og i tvættede Klæder sig hylled,
Loved saa samtlige Guder fortrinlige Festhekatomber,
Skjenkede Zeus saasandt gjengjeldende Hevn over Voldsmænd.
Ud af Paladset paastand Telemachos gik, og i Haanden
Holdt han sit Spyd; ham fulgte paa Vei rapfodede Hunde.
Over hans Væsen Athene da gjød vidunderlig Skjønhed,
Folket betragted med Studsen ham ret, da han treen i Forsamling.
Strax omkring ham i Flok de dristige Beilere stimled,
Venlig de talte forsand, men i Sind de grunded paa Udaad;
Dog han gik dem forbi, undvigende reent deres Samqvem,
Men til den Plads, hvor Antiphos sad, Halitherses og Mentor,
Hvilke fra fjernere Old var hans Faders oprigtige Venner,
Gik han, og satte sig der, og om Alt de spurgte ham nøie.
Snart til disse sig nærmed den landseberømte Peiraios,
Som havde ført den fremmede Mand gjennem Byen til Torvet.
Ei var Telemachos seen, men sin Gjæst imøde han traadte.
Først Peiraios til Orde da tog, og talte saalunde:
Send nogle Terner paastand, Telemachos! hjem til min Bolig,
At de kan hente de Gaver, dig Kong Menelaos foræred!
Strax den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
Ikke vi veed, Peiraios! hvordan sig dette vil ende.
Times det mig i mit Huus, at de dristige Beilere lønlig
Slaae mig ihjel, og mit fædrene Gods imellem sig skifte,
Heller de komme da dig til Gavn, end Nogen af disse.
Lykkes det mig derimod dem Død og Fordærv at berede,
Bring dem da glad til mit Huus, naar selv jeg er glad i mit Hjerte.
Talt; og strax sin bekymrede Gjæst til Paladset han førte.
Men da saa komne de var til den smuktopbyggede Bolig,
Lagde de Kapperne fra sig paa prunkende Hynder og Stole,
Stege saa ned i blankede Kar, et Bad sig at tage;
Men da saa Ternerne havde dem toet, og salvet med Olie,
Og havde hyllet dem ind i Kjortler og flossede Kapper,
Ud af Badet de treen, og toge paa Stol deres Sæde.
En af Ternerne bragte nu Vand i en prægtig og gylden
Kande, som stod paa et Bækken af Sølv, og til Hændernes Tvætning
Gjød hun det ud, saa rykked hun frem et skinnende Madbord.
Ogsaa den værdige Skafferske kom med Brød og med Retter,
Hvilke hun stilled paa Bord, fremsættende mildt hvad hun havde.
Henne ved Stolpen af Døren sig Moderen satte paa Hynde
Lige for Sønnen, og fiint hun spandt paa snurrende Haandteen.
Derpaa de langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked;
Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
Først til Orde da tog den forstandige Penelopeia:
Nu, Telemachos! stiger jeg op i mit Høienloftskammer,
Der at hvile paa Leiet, som kun til Kummer er redt mig,
Og som med Taarer jeg væder, alt siden Odysses til Troia
Drog med Atreiderne bort, da ei tilsinds du mig tykkes,
Førend de dristige Beilere her sig i Salen har samlet,
Mig at betroe hvad du mulig har hørt om din Faders Igjenkomst.
Og den forstandige Svend Telemachos strax hende svared:
Dette, min Moder! jeg strax sandfærdigen skal dig berette.
Hen til Pylos vi kom til Folkebeherskeren Nestor,
Der i sit kneisende Huus den Gamle mig hjertelig modtog,
Og han mig qvæged saa ømt, som den kjerlige Fader sin Arving,
Naar han omsider er kommen fra fremmede Lande tilbage;
Ligesaa ømt han mig gjæsted, saavelsom hans herlige Sønner.
Dog om min Fader Odysses ham ei nogen Skabning paa Jorden
End havde sagt, om alt han var død, eller end var ilive.
Men paa en Vogn, forsvarlig og trukken af dygtige Heste,
Sendte han mig til Atreiden, den kraftige Helt Menelaos.
Der jeg Helena saae, den Argeiiske Viv, som saa megen
Qval Argeier og Troer har voldt efter Gudernes Villie.
Strax adspurgte mig da den kraftige Helt Menelaos,
Hvad der mig did havde ført til det hellige Land Lakedaimon;
Strax jeg fortalte ham Alt, og sagde ham Sandheden reentud.
Derpaa til Orde han tog, og gav mig dette til Gjensvar:
Ha! saa de vilde da gjerne paa denne behjertede Kæmpes
Leie sig magelig hvile, skjøndt selv saa daarlige Karle!
Dog, som naar inde bag Krat, hvor den vældige Løve har Leie,
Hinden har lagt sit nyfødte Kuld, to pattende Kalve,
Medens paa Bakker den selv og i urtebevoxede Dale
Stryger omkring paa Græs, men hjem til sit Leie da kommer
Løven, og begge de Smaae en gruelig Død den bereder;
Saa skal Odysses en gruelig Død vist hine berede.
Gid han, Zeus Alfader, Apollon og Pallas Athene!
Ligesaa stærk som tilforn paa det velbebyggede Lesbos,
Dengang han traadte til Dyst og brødes med Philomeleides,
Kraftig han slog ham i Gulvet til Fryd for Achaierne alle,
Gid dog Odysses med lignende Kraft blandt Beilerne fremtreen,
Brad for dem Alle da blev deres Død, og beesk deres Bryllup.
Dog hvad du bønlig nu spørger mig om, det vil jeg dig sige,
Uden at skeie fra Sandheden bort, ei vil jeg dig skuffe;
Alt hvad der blev mig forkyndt af den graae sandsigende Havgud,
Deraf jeg Intet fordølge dig vil, eller skjule det Mindste.
Selv paa en Øe, som han sagde, han saae din bedrøvede Fader
Hist i Nymphen Kalypsos Palads; med Magt hun ham holder
Fast, og ei han formaaer til Fædrenelandet at reise,
Ei har han Skibe med Aarer omkring, og ei har han Søfolk,
Som kunde føre ham hjem vidt hen over Bølgernes Rygning.
Saa Menelaos taled, Atreiden den Landseberømte.
Endt var mit Hverv, da reiste jeg hjem, og Guderne gav mig
Føielig Bør, som bragte mig snart til mit elskede Hjemland.
Saa han taled, og dybt i Barm hendes Hjerte han rørte;
Strax til Orde da tog den kraftige Theoklymenos:
Hør mig, du værdige Viv af Laertiaden Odysseus!
Hiin ei vidste tilfulde Besked, men agt paa min Tale,
Sandheden vil jeg bebude dig fuldt, og Intet fordølge.
Zeus, den øverste Gud, Odysses’s Arne, til hvilken
Her jeg kom, og dit gjæstende Bord skal være mig Vidner!
Visselig sidder Odysses paa fædrene Jord allerede,
Eller han lister omkring at forfare den Skjændsel man øved,
Men i sit Sind han pønser paa Vee over Beilernes Skare;
Saadan en Fugl blev jeg vaer, dengang paa det toftede Fartøi
Nys jeg sad, og Telemachos strax jeg Varslet forkyndte.
Ham gjensvarede strax den forstandige Penelopeia:
Gid, du fremmede Mand! det saa maatte skee, som du siger!
Spore du skulde da snart mit venlige Sind, og erholde
Gaver i Mængde, saa Hver, som dig traf, vilde prise din Lykke.
Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
Ude paa Gaarden imens, som laae for Odysses’s Bolig,
Beilerne Tiden forslog ved at kaste med Spyd og med Diskus
Hist paa den jevnede Plads, hvor vanlig de drev deres Kaadhed.
Men da det lakked ad Nadveretid, og Qvæget var kommet,
Ude fra Marken til Slagtning af Driverne gjennet som ellers,
Talede Medon til hine, thi meest af alle Herolder
Stod han i Beilernes Gunst, og stadig han var deres Bordgjæst:
Ynglinger! siden I nu Eders Sind har forlystet ved Kampleeg,
Kommer saa ind i Huus, at vi strax kan lave til Maaltid;
Nadver at faae i betimelig Tid, er ikke saa ilde.
Saa han taled; op stode de strax, og gik som han bød dem.
Men da saa komne de var til den smuktopbyggede Bolig,
Lagde de Kapperne fra sig paa prunkende Hynder og Stole.
Dygtige Faar de slagtede først og mæskede Geder,
Slagted saa glindsende Sviin og et Nød, som af Hjorden var udsøgt,
Travlt beredende Nadver. — Men ivrig istand sig Odysseus
Laved imens, for til Byen at gaae med Hyrden Eumaios.
Først til Orde da tog Formanden for Svinenes Hyrder:
Fremmede! siden du ønsker saa svart at vandre til Staden
Alt idag, som min Herre det bød, — langt heller i Sandhed
Vilde jeg her dig beholde hos mig at passe paa Hytten,
Dog min Herre jeg ærer, og bange jeg er, om der siden
Vankede Skjænd, det er tungt af sit Herskab at sættes irette; —
Vel! saa lader os gaae, thi meer end Hælvten af Dagen
Alt er forløben, og koldere snart det bliver mod Aften.
Ham gjensvared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
Godt! jeg begriber din Mening, dit Ord jeg fatter tilfulde.
Lad os gaae! men paa Vei maa du føre mig lige til Enden;
Giv mig desuden en Kjep, har en du skaaren ved Haanden,
Som jeg kan støtte mig paa, I sige jo Veien er knortet.
Saa han taled, og slængte paa Ryg sin Fattigmandspose,
Lappet og slidt, et Reeb hang ved, i hvilket han bar den,
Og udi Haand Eumaios en Kjep efter Ønske ham flyede.
Begge nu gav sig paa Vei, men Hyrder og Hunde ved Hytten
Bleve tilbage til Vagt, og til Byen han førte sin Konge,
Skabt livagtigen om til en gammel ulykkelig Stodder,
Støttet til Stav, og behængt om Krop med pjaltede Klæder.
Men da de saa samvandrende hen ad den knudrede Steenvei
Nær vare komne til Byen, og alt havde naaet den klare
Smuktindhegnede Kilde, hvor Vand Indvaanerne hented;
Ithakos hegned den først, saa Neritos, siden Polyktor;
Rundtomkring var en Lund, hvor frisk Vandpoplerne kneiste,
Plantede trindt i en Kreds, og høit nedstyrtede Vandet
Iisnende koldt fra et Fjeld, paa hvis Top var bygget et Alter,
Viet til Nympherne ind, hvor Vandreren bragte dem Offer,
Der med Melanthios, Dolios’ Søn, tilfældig de mødtes;
Geder fra Vangen han drev, de bedste som fandtes i Flokken,
Ind til Beilernes Bord, to Hyrder ham fulgte desuden.
Knap blev han Vandrerne vaer, før med buldrende Stemme han skjændte
Grovt og paa smædelig Viis, saa Odysses’s Hjerte blev oprørt:
Nu! der driver forsand et Skarn afsted med et andet;
Saaledes parrer en Gud bestandigen Lige med Lige.
Hvor, elendige Hyrde for Sviin! skal du hen med den Slughals?
Slig modbydelig Stodder, som Fadene slikker ved Maaltid,
Stiller ved Døren sig hen, og Skuldrene gnubber mod Stolpen,
Tryglende blot om Smuler, og aldrig om Sværd eller Malmkar.
Om du mig vilde forære den Karl til at passe min Hytte,
Feie mig Staldene reent, og Løv til Gederne hente,
Snart ved Valden han drak vilde Flesk han paa Lænderne sætte;
Dog da han kuns Udyder har lært, saa har han vel neppe
Lyst til nyttig Handtering, men vandrer vel før som en Tigger
Rundtom i Land, og fylder sin graadige Vom ved at betle.
Dette jeg sige dog vil, og visselig vorder det fuldbragt,
Drister den Stodder sig ind i Helten Odysses’s Hofgaard,
Flyve da vil om hans Hoved fra Mændenes Hænder i Salen
Skammel paa Skammel, og splintres i Qvag, naar de ramme hans Ribbeen.
Talt; da gik han forbi, sprang op, og sparked af Kaadhed
Betlerens Hofte, men mægted dog ei ham fra Stien at rokke,
Fast han paa Benene stod; Odysses betænkte sig raadvild,
Enten han frem skulde fare, og slaae ham ihjel med sin Knippel,
Eller ham løfte fra Gulv, og slaae hans Hoved mod Jorden;
Dog langmodig han styred sit Sind, men Hyrden Eumaios
Skjeldte ham ud i hans Øine, og bad saa med oprakte Hænder:
Kildebeskjermende Nympher, I Børn af Zeus! har Odysseus
Bove saasandt Eder ristet, og trindt med Fedt dem bedækket,
Enten af Lam eller Kid, saa hører den Bøn som jeg beder:
Gid han komme tilbage, den Helt, hjemført af en Guddom!
Vist han forjaged da snart dine krye hoffærdige Nykker,
Hvormed du frækt slaaer om dig, fordi du saa jevnlig i Staden
Driver omkring, mens Qvæget af nedrige Hyrder fordærves!
Derpaa ham svared igjen Melanthios, Gedernes Hyrde:
Ha! hvad snakker han der, den Hund, den lumske Forræder!
Sikkert jeg fører engang ham herfra ombord paa en Dæksbaad
Langt fra Ithaka bort, og tjener en Deel mig ved Salget.
Maatte Telemachos ligesaa vist idag i Paladset
Falde for Beilernes Haand, eller rammes med Piil af Apollon,
Som i det Fjerne sin Hjemfærdsdag Odysses forliste!
Talt, da forlod han dem der, og med langsomme Skridt de ham fulgte.
Selv han skyndte sig bort, og snart ankom han til Kongsgaard;
Ind i Salen han treen, og i Beilernes Kreds han sig satte
Tværs for Eurymachos ned, thi meest han yndede denne.
Tjenerne satte da strax af Kjødet en Part for Melantheus;
Derpaa den værdige Skafferske Brød at spise til Sulet
Hented, og bød ham. Odysses imens og den ærlige Hyrde
Nærmed sig Kongens Palads, da toned den hvælvede Lyres
Klang dem imøde, thi alt havde Phemios grebet i Strengen.
Strax da tog han Hyrden i Haand, og talte saalunde:
Saa er da her, Eumaios! Odysses’s prægtige Hofgaard!
Let at kjende den er, om end blandt mange man saae den,
Bygning ved Bygning der staaer, og velomhegnet er Gaarden
Baade med Muur og Krands, og forsvarlig den dobbelte Fløiport
Slutter, ei skulde saa let nogen Mand den sprænge med Krigsmagt.
Ogsaa jeg mærker, at talrige Mænd i Paladset har Gilde,
Duft af Brad opstiger, og lifligen klinger derinde
Lyren, som Guderne gav det festlige Gilde til Søster.
Derpaa du gav ham til Svar, Eumaios! du Svinenes Hyrde:
Ja du har Ret! heri som i Meer est du ikke saa tosset.
Dog aftale vi maae, hvordan vi det nu skulle mage,
Om du vil selv gaae først i den smuktopbyggede Bolig
Ind til Beilernes Flok, og jeg skal blive herude;
Men har du Lyst, bliv du, saa vil selv jeg være den Første.
Tøv dog ikke for længe, at Ingen, som seer dig herude,
Puffe dig skal eller slaae, det beder jeg dig at betænke.
Ham gjensvared Odysses, den kjæktudholdende Konning:
Godt! jeg begriber din Mening, dit Ord jeg fatter tilfulde.
Gak kun du foran, saa vil jeg her blive tilbage!
Troe mig forresten, til Puf og til Slag er jeg slet ikke uvant,
Men jeg har Mod til at taale, thi meget jeg leed allerede
Baade paa Hav og i Krig, lad mig kuns faae dette som Tilgift!
Dog at styre tilfreds den fortvivlede Bug, naar den raser,
Det er umuligt, den volder os Mennesker Plager i Mængde;
Det er for den, at man ruster de toftede Skibe, som fare
Hen over Havet det golde, medbringende Vee over Fiender.
Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
Brat en liggende Hund opløfted nu Hoved og Øren,
Argos, Odysses’s Hund, som han selv den kraftige Konning,
Førend til Troia han drog, havde fodret, men ikke havt Gavn af.
Fordum blev ofte paa Jagt den ført af modige Knøse,
Snart til Fjelds efter Geder, og snart efter Harer og Raadyr,
Nu foragtet den laae, da dens forrige Herre var borte,
Strakt paa Skarnet, som laae ei langt fra Døren i Bunke,
Møget af Muler og Oxer, indtil Odysses’s Trælle,
Førte det ud, for at gjøde hans meget anseelige Jordlod.
Der laae Argos, hans Hund, og fuld var Staklen af Utøi.
Aldrig saasnart blev Odysses den vaer, som nærmed sig mod den,
Førend den vifted med Halen, og sænked paastand sine Øren,
Aarked dog ei, at slæbe sig frem, at møde sin Herre.
Helten det saae, og visked i Løn af Øiet en Taare,
Dølgende let for Eumaios sin Rørelse; derpaa han spurgte:
Synderlig nok, Eumaios! den Hund nu ligger paa Mødding,
Den er fortræffelig bygt, dog veed jeg ikke tilvisse,
Om den med saadan en Skabning engang var rap til at løbe,
Eller den blot er en Hund af dem, som ved Mændenes Borde
Fodres i Stuen, og holdes til Stads af fornemme Herrer.
Derpaa du gav ham til Svar, Eumaios! du Svinenes Hyrde:
Ak! den Hund tilhører en Mand, som er død i det Fjerne.
Var han af Lemmer endnu og af Dygtighed hvad han har været,
Dengang Odysses til Ilios drog, og lod ham tilbage
Studse du vilde da snart ved at see hans Raphed og Styrke.
Aldrig det hændtes, at Vildtet i Skovenes Tykning ham undløb,
Havde han jaget det op, og tillige han støved fortrinlig.
Nu er han ynkelig stedt, da sin Herre han misted i Udland,
Ternerne ere saa dovne, de see ham aldrig til bedste,
Og naar en bydende Herre ei strengt paa Trællene driver,
Tabe de snart al Lyst, deres skyldige Dont at besørge;
Zeus, Fjernskueren, skiller jo strax en Mand ved hans halve
Drift til at gjøre det Gode, naar Trældommens Kaar ham fornedrer.
Talt; da traadte han ind i den smuktopbyggede Bolig,
Og gjennem Salen han gik til Beilernes stolte Forsamling.
Dog bortrykket blev Argos paastand af Døden den sorte,
Da den Odysses igjen havde seet i tyvende Aaring.
Først den deilige Svend Telemachos øined Eumaios,
Just som han ind var traadt, og flux med et Vink han ham til sig
Kaldte; da kastede Hyrden i Salen omkring sine Øine,
Tog saa den ledige Stol, som ellers var Skafferens Sæde,
Han som det yppige Suul udstykked ved Beilernes Maaltid,
Denne han tog, og hen ved Telemachos’ Bord han den satte
Lige foran ham, og satte sig der; paastand en Herold ham
Gav af Kjødet en Part, og Brød af Kurven ham rakte.
Ei ret længe derefter indtreen Odysses i Huset,
Skabt livagtigen om til en gammel ulykkelig Stodder,
Støttet til Stav, og behængt om Krop med pjaltede Klæder.
Ned paa Tærsklen af Ask han indenfor Døren sig satte,
Lænende op sig mod Stolpen, som Mesteren snildt af Cyprestræe
Fordum engang havde tømret, og skarpt efter Snor havde rettet.
Strax af en stadselig Kurv et Brød Telemachos udtog.
Dertil af Kjødet et Stykke saa stort, som hans Haand kunde rumme,
Kaldte paa Svinenes Hyrde, og talede til ham saalunde:
Bring det hen til den fremmede Mand, og siig ham tillige,
At han skal gaae til Beilerne rundt, og om Almisse bede,
Thi for en betlende Mand er ei Undseelighed tjenlig.
Talt; og bort gik Hyrden, saasnart han Befalingen hørte.
Trædende nær, med bevingede Ord saalunde han talte:
Dette forærer Telemachos dig, og han siger tillige,
At du skal gaae til Beilerne rundt, og om Almisse bede,
Thi for en Betler, han siger, er ei Undseelighed tjenlig.
Ham gjensvared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
Mægtige Zeus! forund Telemachos Lykke paa Jorden!
Gid der maa times ham Alt hvadhelst i sit Hjerte han attraaer!
Talt; med Hænderne begge han tog mod Gaven, og lagde
Lige foran sine Fødder den ned paa sin smudsige Pose.
Derpaa han spiste sin Mad, mens Sangeren qvad udi Salen,
Og som han endte sit Maal, da taug den hellige Sanger.
Beilerne støied i Salen nu lydt, men Pallas Athene
Nærmed sig Helten Odysses, Laertes’s Søn, ham at mane,
Brød sig at sanke hos Beilerne strax, for at see med det samme
Hvem der iblandt dem var ond, og hvem der var skikkelig sindet,
Ei dog endda fra Fordærv hun en Eneste agted at spare.
Tryglende gik han nu rundt til Enhver fra Venstre til Høire,
Rækkende frem sin Haand, som om han var vant til at betle.
Alle ham ynked og gav, og undred sig svart over Manden,
Medens de spurgte paastand, hvem han var, og hvorfra han var kommen.
Ordet i Kredsen da tog Melanthios, Gedernes Hyrde:
Hører, I Drotter tilhobe, som frie til vor prisede Dronning!
Hvad om den fremmede Tigger jeg veed, alt før har jeg seet ham.
Ei nogen Anden har hid ham viist, end Svinenes Hyrde,
Men fra hvad Slægt han stammer, det veed jeg ikke tilvisse.
Saa han taled, og heftig Antinoos skjændte paa Hyrden:
Hvi har til Byen den Tigger du bragt, fripostige Hyrde!
Har vi da ei Landløbere nok foruden og alskens
Hæslige Stoddere her, som Fadene slikke ved Maaltid?
Nøies du ikke med dem, som tære paa Konningens Velstand,
Samlede her i en Flok, da du denne tillige har hidkaldt?
Derpaa du gav ham til Svar, Eumaios! du Svinenes Hyrde:
Ædel du est, men ei, Antinoos! taler du skjellig;
Gaaer vel en Mand selv hen, og kalder en Fremmed til Landet?
Uden han hører til dem, hvis Kunst er til Bedste for Folket,
Saasom en Seer, en Tømrer, en sothelbredende Læge,
Eller vel og en guddommelig Skjald, som os glæder ved Sange.
Saadanne Mænd indkalder man vel over Jorderig vide,
Stoddere kalder man ei, sig selv man voldte jo Plage.
Dog bestandig du est trods Nogen af Beilernes Skare
Haard mod Odysses’s Folk, og meest mod mig; men jeg bryder
Ei mig derom, saalænge den kløgtige Penelopeia
Lever i Huset endnu, og Telemachos, Gudernes Lige.
Strax den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
Tie! naar du svarer den Mand, saa spar vidtløftige Taler!
Altid med knubbede Ord saa barsk Antinoos tirrer,
Saa er hans Skik, og til lignende Færd opmuntrer han Andre.
Talt; med bevingede Ord han sig strax til Antinoos vendte:
Smukt forsand du seer paa min Tarv, som en Fader paa Sønnens,
Da du befaler saa strengt, at den fremmede Mand af Paladset
Ud skal jages med Trudsler; dog Guderne dette forbyde!
Ræk ham en Skjerv! jeg formener dig ei, jeg dig beder endogsaa,
Ei undsee du dig skal for min Moder, saalidt som for nogen
Svend eller Terne, som tjener i Helten Odysses’s Hofgaard.
Aldrig paa Sligt dog tænker det Hjerte, som slaaer dig i Barmen,
Heller fortærer du Alt, end giver en Bid til en Anden.
Strax Antinoos svared igjen, og talte saalunde:
Ha! høirøstede Svend! halsstarrige! hvad for en Tale!
Gav Enhver af Beilerne her ham ligesaa meget,
Vist tre Maaneders Fred vi for Stodderen fik her i Huset.
Talt; da rykked en Skammel han frem, som stod under Bordet,
Hvorpaa han pleied at hvile de glindsende Fødder ved Maaltid.
Hver af de Andre ham gav en Deel, og fyldte hans Pose
Baade med Brød og Kjød; og alt tilbage til Tærsklen
Agted Odysses at gaae, Achaiernes Gaver at smage,
Dog til Antinoos først han treen, og talte saalunde:
Giv mig ogsaa, du Kjære! ei ringest men snarere ypperst
Tykkes du mig af Achaierne her, thi du ligner en Konge;
Derfor bør du trods Nogen en klækkelig Deel af din Suulmad
Give mig; prise da skal jeg dit Navn over Jorderig vide.
Viid! ogsaa jeg var en lykkelig Mand i forrige Tider,
Rigt var det Huus, jeg beboede, og ofte til Vandreren gav jeg,
Hvordan han end saae ud, og i hvad for en Nød han befandt sig.
Trælle jeg eied i tusinde Tal, og Alt hvad forresten
Kræves til lykkeligt Liv og det Navn at kaldes en Rigmand;
Alt dog Zeus til Intet har gjort, thi saa ham behaged.
Han mig egged til Togt med en flakkende Vikingeskare
Hen til Aigyptos at gaae, en Vei heel lang, til min Jammer.
Med mine toftede Skibe ved Floden Aigyptos jeg landed;
Strax befoel jeg den øvrige Deel af mit trofaste Følge,
Nede ved Flaaden at tøve, og Vagt ved Skibene holde,
Men nogle Speidere skikked jeg ud paa de høieste Bakker,
Dog af Kaadhed forførte, og følgende Lysten til Voldsdaad,
Hærged de strax det Aigyptiske Folks velsignede Marker,
Røvede Qvinderne bort med uskyldige Børn, og ihjelslog
Mændene selv; dog rygtedes snart den Jammer til Staden,
Og da de Skriget fornam, de drog ved det tidligste Daggrye
Ud; da vrimlede Marken af Mænd tilfods og paa Stridskarm
Og af den lynende Malm; paastand den Tordner Kronion
Slog mine Folk med ynkelig Skræk, og at træde til Modværn
Ei en Eneste dristed, Fordærvelsen trued dem rundtom.
Nogle de myrded paastand af mit Folk med hvæssede Landser,
Andre de fanged, og slæbte dem bort at slide som Trælle.
Mig de forærede bort til en Mand, som paa Kypros dem gjæsted
Dmetor, Iasos’s Søn, som var raadende Konge paa Kypros,
Derfra jeg hid til Ithaka kom, forkuet af Modgang.
Strax med buldrende Røst Antinoos gav ham til Gjensvar:
Hvad for en Gud hidførte det Skarn, vort Gilde til Plage?
Pak dig bort fra mit Bord, og forføi dig hen i en Afstand,
Ellers skal snart du see et beesk Aigyptos og Kypros!
Mage har aldrig jeg seet til fræk og formastelig Tigger;
Rundt du vandrer fra Mand til Mand, og uden Betænkning
Give de dig; thi de rutte saa rask uden Skaansel og Maade,
Det er jo Fremmedes Gods, og der staaer fuldtop for dem Alle.
Listende bort ham svared den sindrige Konning Odysseus:
Ha! dit Hjerte forsand kun passer sig slet til dit Aasyn!
Vist i dit Huus du skjenkede knap en Betler et Saltkorn,
Siden du ei ved det fremmede Bord har Sind til at tage
Ringeste Bid, og række mig den, da du dog har saa fuldtop.
Talt; end meer ved hans Ord blev i Hjertet Antinoos’ opbragt,
Rynkede Bryn, og gav med bevingede Ord ham til Gjensvar:
Nu forsand! det siger jeg dig, godt slipper du neppe
Ud af Salen igjen, da du selv dig formaster til Haansord.
Talt; saa tog han en Skammel, og kyled den hen mod hans høire
Skulder ved Leddet af Halsen; dog fast han stod som en Klippe,
Ei formaaed Antinoos’ Kast ham af Pletten at rokke,
Taus han bevæged sit Hoved, og grunded paa Vee i sit Hjerte.
Atter til Tærsklen han gik, og satte sig ned, og sin fyldte
Pose han lagde pa Gulvet; til Beilerne talte han derpaa:
Hører mig, Drotter tilhobe, som frie til den prisede Dronning!
At jeg kan sige hvad Hjertet i Barm mig byder forkynde.
Aldrig betages en Mand af Harm og Sorg i sit Hjerte,
Naar han sig henter et Slag i Kamp for det Gods han besidder,
Enten til Værge han griber for skinnende Faar eller Oxer,
Men efter mig jo kasted Antinoos blot for den usle
Nedrige Bug, som volder os Mennesker Plager i Mængde;
Dog, har den fattige Mand end Guder og Hevnsgudinder,
Døden Antinoos ramme, før her han feirer sit Bryllup!
Ham Antinoos svared igjen, hiin Søn af Eupeithes:
Sæt dig, og æd i Stilhed, du fremmede Mand! eller pak dig!
Ellers skal Knøsene snart til Løn for dit Ord gjennem Huset
Slæbe ved Arm og Been dig, og flænge dig Huden af Kjødet.
Saa han taled, og heftig fortørnedes Alle tilhobe.
Da var i Sværmen der En af de trodsige Knøse, som udbrød:
Ei var det smukt, at du kastede saa paa den fremmede Stakkel;
Rasende Mand! ifald han var En af de himmelske Guder!
Ogsaa sig Guderne vise som Mænd fra fremmede Lande,
Skabte mangfoldigen om, naar de Jorderigs Byer besøge,
Selv at see, hvad der øves af Mennesker, Vold eller Retfærd.
Saa lød Beilernes Ord, dog ei deres Tale han ændsed;
Men ved det Kast Bedrøvelsen steg i Telemachos’ Hjerte,
Ei dog fra Øinenes Laag en eneste Taare han fældte,
Taus han bevæged sit Hoved, og grunded paa Vee i sit Hjerte.
Men da for Øre det kom den forstandige Penelopeia,
At han i Salen var slaaet, hun saa blandt Ternerne udbrød:
Saaledes ramme dig selv Apollon den Bueberømte!
Og hendes Skafferske strax, Eurynome, tog til at tale:
Hvis det gik dem saasandt som vi tilhobe det ønske,
Ei opleved da Nogen at see den straalende Dagning.
Derpaa til Svar hende gav den forstandige Penelopeia:
Moder! jeg hader dem Alle, thi kun de tænke paa Udaad,
Dog Antinoos er mig saa leed, som Døden den sorte.
Nede der vandrer i Salen en fremmed ulykkelig Betler,
Bønlig han Mændene trygler om Brød, tilskyndet af Armod;
Alle de øvrige Mænd tilhobe ham gav, og ham mætted,
Dog mod hans høire Skulder Antinoos slog ham en Skammel.
Saa i sit Høienloftskammer i Kreds af de tjenende Terner
Dronningen taled; Odysses imens fortæred sit Maaltid.
Strax efter Hyrden hun skikkede Bud, og talede til ham:
Gak, Eumaios, du brave! og beed den fremmede Betler
Komme herop, at jeg selv ham i Tale kan faae, og ham spørge,
Om han har Tidende hørt om den haardføre Konning Odysseus,
Eller for Øie ham seet; han er vidt bereist, som det lader.
Derpaa til Svar du gav, Eumaios! du Svinenes Hyrde:
Dronning ifald Achaierne blot vilde tie dernede,
Ting han kunde fortælle, som ret vilde trylle dit Hjerte.
Alt tre Nætter og Dage jeg husede ham i min Hytte,
Først han tyede til mig, da frelst fra Skibet han undkom,
Dog ei færdig han blev med at nævne mig Alt hvad han udstod.
Som naar en Mand betragter en Skjald, som af Guderne lærte
Smeltende Qvad at synge til Fryd for Dødeligs Hjerte,
Og med umættelig Lyst man lytter saalænge han synger,
Saa han fortrylled min Sjel, da hos mig han sad i min Stue.
Selv han sig kalder fra Fædrenes Old Odysses’s Gjæstven,
Og han har hjemme paa Kreta, hvor Minos’s Ætlinger herske,
Derfra han hid til Ithaka kom, forkuet af Modgang,
Tumlet fra Land til Land, og han siger han veed, at Odysseus
Nær herved hos Thesproternes Folk i det frugtbare Landskab
Lever endnu, og at hjem mangfoldige Skatte han bringer.
Derpaa til Svar ham gav den forstandige Penelopeia:
Gak og kald ham herop! at jeg selv kan tale med Manden.
Lad kuns udenfor Døren sig Beilerne more med Dobbel,
Eller i Salen dernede, thi lystige kunne de være;
Alt deres Gods i bedste Behold jo ligger derhjemme,
Korn og kostelig Viin, kun Tyendet give de Føden,
Selv Dag ud Dag ind til vort Huus i Flokke de stimle;
Rask vore Oxer og Faar og mæskede Geder de slagte
Til deres Gilder og Sviir, og med blussende Viin de sig fylde
Som de har Lyst; stærkt svinder vort Gods, thi en Mand der os fattes,
Saadan en Mand som Odysses, vort Huus at værge mod Ufærd.
O at Odysses igjen kom hjem til Fædrenelandet,
Snart han vilde forsand med sin Søn Voldsmændene tugte!
Saa hun taled, da nøs Telemachos høit, saa det skingred
Lydt omkring i Paladset; da smilede Penelopeia,
Og med bevingede Ord hun talede strax til Eumaios:
Skynd dig! og kald paastand den Fremmede hid til mit Kammer!
Mærker du ei, at min Søn har nyst til Ordet jeg talte?
Nu vil det sikkerlig skee, at Døden vil Beilerne ramme,
Ei skal en Eneste slippe fra Døden og Dødsens Gudinde.
Dette jeg sige dog vil, og læg mit Ord dig paa Hjerte!
Dersom jeg mærker, at Sandhed i Et og Alt han fortæller,
Da vil en pyntelig Klædning jeg give ham, Kjortel og Kappe.
Talt; og bort gik Hyrden, saasnart han Befalingen hørte.
Trædende nær med bevingede Ord saalunde han talte:
Fremmede Fader! dig kalder den kløgtige Penelopeia,
Helten Telemachos’ Moder; hun spørge dig vil om sin Husbond,
Derefter længes hun svart, skjøndt dybt af Sorg hun er bøiet.
Hvis hun da mærker, at Sandhed i Et og Alt du fortæller,
Da vil en Kjortel og Kappe hun give dig, hvortil du trænger
Meest; men Brød til at mætte dig paa du rundtom hos Folket
Let tilbetle dig kan, det faaer du af hvem der har Villie.
Ham gjensvared Odysses, den kjæktudholdende Konning:
Ja! til Ikarios’ Datter den kløgtige Penelopeia
Gjerne jeg Sandheden strax i Et og Alt vil fortælle.
Meget jeg veed om ham, eens Nød vi begge har fristet,
Men for de grusomme Beilere her en Angest jeg føler,
Alt deres Frækhed og Vold har jo naaet til Himmelens Jernborg;
Ret som fornys den Herre, da frem jeg gik gjennem Salen
Gav mig et smerteligt Drag, og jeg gjorde dog ikke det mindste,
Hverken Telemachos dog eller En af de Andre det hindred.
Beed da Penelopeia, at tøve hun vil i sit Kammer,
Skjøndt hun svarligen længes, til Solen er gangen tilbjerge,
Da kan hun spørge mig ud om sin Husbonds forønskede Hjemfærd,
Naar hun ved Ilden har givet mig Plads, thi pjaltede Klæder
Har jeg, det veed du bedst, da først til dig jeg jo tyede.
Talt; og da Hyrden hans Ord havde hørt, tilbage han ilte,
Og som han treen over Tærsklen, strax Penelopeia ham spurgte:
Bringer du ei ham med? hvorpaa betænker sig Manden?
Frygter han her Mishandling paany? eller og han sig undseer
Her i det høie Palads? den undseelige Betler maa sulte.
Derpaa til Svar du gav, Eumaios! du Svinenes Hyrde:
Skjellig han taler forsand, og som han Enhver vilde tænke;
Voldelig Færd af de trodsige Mænd vil gjerne han undgaae.
Ogsaa han beder dig tøve, til Solen er gangen tilbjerge,
Og for dig selv, min Dronning langt bedre det er, om du særlig
Taler med Manden, og hører i Løn hvad han har at fortælle.
Atter til Orde da tog den forstandige Penelopeia:
Hvo han end er, den fremmede Mand, usnild er han ikke.
Aldrig man seer jo ellers, at Mænd af dødelig Herkomst
Øve formastelig Daad med saa stor en Frækhed som disse.
Saaledes Dronningen talte, da gik den ærlige Hyrde
Hen til Beilernes Sværm, saasnart hans Ærind var røgtet,
Og med bevingede Ord han saa til Telemachos talte,
Rækkende Hovedet hen, at de Andre ham ei skulde høre:
Kjære! nu vandrer jeg hjem, at vare paa Sviin og paa Resten,
Hvad der er Dit og Mit; selv vogte du Alt i Paladset!
Først og fremmest bevar dig selv, og tag dig for Fare
Vel iagt; af Achaierne her vil Mange dig ilde.
Før dog knuse dem Zeus, end os de vorde til Jammer!
Strax den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
Saa det skee! min Fader! men gaae ei førend det aftnes,
Kom, naar det dages, igjen, og bring af det ypperste Slagtqvæg!
Selv skal med Gudernes Hjelp jeg her nok sørge for Alting.
Talt, og igjen paa den blankede Stol Eumaios sig satte;
Og da han saa havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
Gik han til Svinene hjem, og forlod Paladset og Gaarden,
Hvor der af Gjæster var vrimlende fuldt, som sig glade forlysted
Baade med Sang og Dands, thi alt det ad Skumringen lakked.