Formeldelse til
Velædle Hr. Ole Dometius,
Kongelig bestalter Staldskriver,
og
Velædle Jomfru Antonette Lynge.
Paa deres Bryllupsdag, den glædelige 11te Junii 1777.
O! I, som skrive høit og vildt,
Og giøre hvers Umage spildt,
Som vil opdage, hvad I mene,
Men som opdage alt for seent,
At I har oftest intet meent!
O! lader mig nu være ene!
Bliv du og borte, Tydsklands Fat!
Som skrev ynkværdig om en Kat,
Og næsten saa om Rennomisten!
Du fik dog Tydsken til at troe,
At du var lystig, og han loe;
O, fromme Tydsker! Gode Christen!
Slig Troe ei findes i vor Egn;
Thi, seer min Landsmand mindste Tegn
Til skuffet Slæb i hvad han læser,
Medynksom slænger han sin Bog,
Og siger haant: det stakkels Drog
Har svedet nok for de Fadaiser.
Sandt nok, paa vores jevne Vei
Vi kan imellem ennuyere;
Men det slet intet koster ham,
Og jeg faae baade Last og Skam,
Om det mig koster meget mere!
Kom, Hr. Agent! besiel min Sang!
Saa skal jeg din en anden Gang;
Mig synes, vi har Smag tilfælles.
Og dermed til min Hovedsag!
Paa elskte Venners Bryllupsdag
Der burde smukke Ting fortælles.
Men, søde Jomfrue Lynge Moer!
Dit Værd, din Skiønhed er for stor,
Til at besynges af en Stymper,
Der synger næsten i en Smag,
Som den, der sang forleden Dag
Om Kierlighed foruden Strømper.
Du, brave Mand! læs i mit Bryst
De Følelser, min svage Røst
Forgieves søger at udtrykke!
At varme Venskabs sande Fryd,
Som hylder Indsigt, Vid og Dyd,
Du seer dig ønsket der til Lykke.
I Strofen næst heroven for
Jeg veeg fra de burleske Spor,
Og kunde Tonen ei bevare.
Som Digter har jeg vel Uret,
Men Venskab vil undskylde det,
Og Sandheden skal det forsvare.
Nu mine Børen! lad mig see,
I skynde jer at blive tre;
Thi Tvillinger er’ reent af Moden.
Skal Barnet ligne Faer og Moer,
Og træde vil i deres Spoer,
Da bli’r der vistnok godt af Poden.