En fornem Herre, from, men ikke super-klog,
Til Tiener fik et stakkels Fiog.
Strax mærke, at han dybt ei stikker,
Og, gik i Huset noget galt,
Paa Jørgen Skylden faldt.
Hans Herre, maa man vide,
Usandhed aldrig kunde lide,
Men havde siælden Mod
At straffe Feil, som man fortrydende tilstod.
I Førstningen var Jørgen ikke vant,
At man for Uret ham beskyldte;
Og sagde plat, at det var ikke sandt.
Men alle Husets Folks gientagne Klagemaal
Den Herres Øren fyldte,
Og hvad blev Virkningen derav?
Han Ordre gav:
Man skulde prygle ham, til han bekiendte.
Tre gange dette Jørgen hændte,
Thi alle gode Ting er tre.
Han siden blev lidt klogere,
Han tænkte saa: ti Stokkeprygl i Gaaer,
Maaskee i Morgen tyve,
Jeg aldrig det udstaaer.
Jeg heller paa mig selv vil lyve.
Han løi, og fandt sig meget vel derved,
For Herren faldt paa Knæ, og bad ham sig tilgive,
Endskiønt han vidste ei den ringeste Beskeed
Om, hvad han bad ham sig tilgive,
Nok at han var beskyldt, det var alt, hvad han vidste.
Pardon for fremmed Synd han stedse fik,
Og syntes, Tingen herlig gik.
(Og sandt at sige, han heri var ikke gal).
Eet hendte ham dog paa det sidste:
Den naadig Herres Fru Gemahl
Laae i Begreb med at formere
Sit Huses Arvinger, og giøre dem een fleere.
(At de formere dem med to,
Bør man om store Fruer ikke troe.)
Snart Jørgen faaer at vide,
Hvori den Hovedting bestaaer.
„Nu,” sagde han, „igien jeg Skylden faaer.”
Han saae sin Herre Hænder vride,
Han gik til ham, og faldt paa begge Knæe:
„Tilgiv, o Herre, dog et usselt Kræe!
Tilgiv dog Skarnet,
Som Fader er til Barnet!” —
„Er jeg et Skarn?” — „Nei, det er jeg.” —
„Nu bli’r han mig for slem, gaae Slyngel, gaae din Vei!
Kom Erik, jag ham paa min Port!”
Moral
Det siger min Moral,
Daß Jürgen kömt nicht allemahl
Durch seine Dumheit fort.