I
Man har Beviis nok paa
At Jyden har, som andre Folk, Forstand;
Men dette ei bevises kan
Af den Historie, hvorom min Sang skal lyde.
Jeg synger om en Jyde,
Og Sangen lyder saa:
En Handelsmand fandt heel besværligt
At finde noget, som var ærligt,
At giøre Gaardskarl af.
Ved Kiøbsteds Karle tit bedragen,
En Ven han aabenbarte Sagen.
Og denne dette Raad ham gav:
„Fra bitterlige Jylland, Faer!
De Dem en Karl forskrive!
Han Dem vist troe vil blive;
Thi Ærligheden der sit Sæde fæstet har,
Hvor, langt fra Staden, langt fra Kneb,
Bedragerie er over hvers Begreb.” —
„Top!”
Svared’ Manden, og skrev op
En liden Pro Memoria
Til en ham høit forbunden Mand
I Hiertet af det jydske Land.
Han beder ham, al Flid anvende,
Og ham med forderligste sende
Den beste Karl derfra.
Saa giorde han, og Karlen her til Byen kom.
Med ingen Kneb
Og tyndt Begreb,
Sin Hosbonds Boepæl strax han spurgde om,
Fandt den, gik lige ind i Stuen,
Og lettende paa Huen,
Saa talede ham til:
„See her er a, Farlill.” —
„Det seer jeg nok. Siig, hvad I vil!” —
„A vil, hvad I vil, a ska’ ville.” —
„Hvem er I da?” —
„Ha, ha!
I int’ jer ejen Goorskool kiender?” —
„Hvor skulde jeg vel kiende Jer?
Det jer i Panden ikke skrevet staaer,
Hvem I er.” —
„A har æ Brev, læs dæ, bitt’ Faar” —
„Ja nu jeg veed
Om Tingen fuld Beskeed;
Gaae kun i Gaarden ned;
Der vil I faae at høre,
Hvad, i min Tieneste, I har at giøre.” —
„Min Mad slap mig paa Reisen lidt for Tiden.
Maae a æ Frokost faae, den være nok saa liden?” —
„Den faaer I nok dernede,
„Ah! Hosbond! Gud velsigne Jer!” —
Den sultne Jyde gik,
Sin Mættelse til Fylde fik,
Og siden sig arbeidsom teede.
Fem Dage og lidt paa den siette
Han giorde alt, hvad Klodser kan udrette;
Men saa kom siden efter,
Hvad overgik hans Kræfter.
Det skeede ham en Dag, han blev til Posthuus sendt;
Hans Hosbond vented’ Brev fra en Correspondent.
Hvordan hans Hosbond sig af Harme vreed,
Og hvad den Jyde stor Ulempe leed;
Det Læserne skal faae at vide,
II
Han traf sit Posthuus rigtig nok,
Og giennem Nyhed-graadig Flok
Han langt om længe
Sig vidste frem at trænge.
(Ved Ham begriber nok enhver,
At Jyden maae forstaaes her)
Han spørger strax Contoir-Betienten:
„A gad nok vid’, om Brev der til min Hosbond var,
For a ska hent’ en” —
„Min kiere Mand,” var Mandens Svar,
„Siig mig Jer Hosbonds Navn, med mere;
Jeg ellers Brev ei kan levere” —
„A seje Hosbonds Navn? min Faar!
Nei tænk int’, at I har for Jer en Naar.
Før a ska’ seje dæ, behold æ Brev! a gaaer.” —
„Ja gaae din Tosse bort, du Brev ei faaer.”
Personen gik, og hiem til Hosbond kom,
Som strax ham spurgte, om
Han Breve med sig førte.
Og Jyden svarede: om Brev han intet hørte,
Men at de fritted’ ham om Hosbonds Navn,
Som, for sin Siæle-Roe og Hosbonds Gavn,
Han vilde ikke aabenbare.
Den Hosbond fandt for godt at svare:
„Du vist nok halvgal er, om Du ei er det fuldt.
Siig, hvi mit Navn Du vilde holde dulgt.” —
„Man med at nævne Folk ei nok kan være varlig,
A har Beviis nok paa, den Sag er farlig,
A had’ æ Morbroer, som blev hængt
I Tysteds Gallie,
Bar’ for en diævleblændt Canaille
Hans Navn for Retten sagde frem;
Men her til Lands maaskee er Retten ei saa slem” —
„Nei her man dømmer ei saa strængt.
Postmesteren og jeg, vi er desuden Venner,
Med frelst Samvittighed nævn du kun, hvem Dig sender.
Og snart kom hiem igien.” —
Han gik derhen,
Og uforsagt Fuldmægtigen fortæller,
Hans Hosbond hedte Næller,
(Tillader, han maae heede saa)
Og sagde: „Nu a vel kan Brev til Hosbond faae?” —
„Ja her er Brev til ham, det koster otte Styver” —
„I lyver.
A Jyde er
Og fremmed her,
Og derfor tænker I mig at bedrage;
Jeg har jo seet Folk større Breve tage,
Som kun har kostet dem
Fem” —
„Gaae væk, du Taabenakke!
Jeg har ei Tid med dig at snakke.” —
Den Jyde tænker saa ved sig:
Du skal ei narre mig.
Mens Penge eftertaalte bleve,
Han stial 7, 8 Breve,
Og gladelig med dem
Han hastede til Hosbonds Hiem,
Hvor han sig spaaede ret velkommen,
Fortalte ham, hvad Uret og hvad Skam
Det var at handle saa, som handlet var med ham.
Fortalte ham, han maatte 16 Skilling give,
Kun for et lille Brev.
„Men tænk engang, hvor skamfuld han skal blive,
Saasnart han savner disse aatte!” —
Hans Hosbond høist forundret blev,
Og strax ham bød at bringe dem igien.
Hiin sagde: „Hosbond tag de fem!
De tre a mig udbede maatte!
A trænger haardt til dem.” —
„Hvor til vil Du de Breve da anvende?” —
„Jo Hosbond vide maae, a har en gammel Moer,
Hun bad, da a fra Hiemmen foer,
A maatt’ iblant æ Brev til hende sende.”
Moral
Historien kan lære Publikum,
At Jyden og kan være dum.