Hvis den er sand, jeg sandt fortæller;
(Jeg mener den Historie,
Som du vil strax faae see)
En Engelsk Krønike os mælder
En snedig Færgemand, og druknet Hund og Lugt,
Om Reisen over Thems, og Pølser, som ei smukt
Man skaffer sig til en Present.
Hør nu engang!
En Færgemand traf til at have
Til Moster een, hvis ugemene Gave
Til Pølse delicat at lave
Var London rundt bekiendt.
Hun Midler samlede ved sit Talent.
(Hvor mangen Literatus gad,
At Fædre havde ham opdraget
Vel i den Videnskab at lave Pølsemad!
Man sveder tit ved Skrift, som man seer vraget:
Men lækker Pølse er en Ting,
Som er i Pris den hele Jord omkring.)
Der findes mangen een, jo meer ham Lykken giver,
Jo mere nidsk han bliver.
Saa mod sin Søstersøn var Moster.
Naar han bevidnede sin Lyst
Til Pølse, mødte ham den Røst:
„Betal først, hvad den koster!”
Vi er gemeenlig meest forpikket paa,
Hvad vanskeligst vi kunde faae.
Den Moster havde i Logie
En kræsen mon ami.
De rare Pølser ham anstode.
(De var og virkeligen gode.)
En Snees han kiøbte eller to;
Med dem han skulde over Themsen roe.
(Han ved modsatte Bredde boede)
Den Søstersøn ham roede,
Paa Pølserne, som Kat paa Muus, han gloede,
Men Katte-Friehed havde ei.
Sig aabnede tilsidst for ham til Lykke Vei.
En Hund i Themsen flød,
Som af formeget Vand var død;
Han med sin Baad sig nærmer den.
„Det er jo uret Kours? hvor Pokker vil du hen?”
Udbrød den Fragtende. Han dette knap udtalte,
Før druknet Hund ombord den Færgemand indhalte.
„Hvad! du har nok en Skrue løs,
Vil du forgive mig med giftig Stank, du Knøs?”
„Knøs! dette Navn sig ikke
Paa den, som tyve Aar har fyldt, kan skikke.
Desuden maae De vide,
Jeg længe nok for en Dukat maae slide,
Og naar jeg Moster dette Aadsel bringer,
Dukaten jeg faaer strax, hun med mig aldrig tinger.
Thi det er drukned’ Hundes Kiød,
Som hendes Pølser giør saa lækker og saa sød.”
Til Luvart vendte sig den Mand,
Og, som fra Fanden, sprang i Land,
Saasnart de naaede det,
Betalte Fragtemand sin Ret,
Og videre strax vilde gaae.
„Min Herre husker ikke paa,”
Saa raabte Færgemanden,
„At Deres Pølser ligger her igien.”
Den Fragter svarede: „gaae du til Fanden
Med dine Hundepølser hen!”
Den anden
Gik Fanden ei til Fanden;
Deels i sit Hiem, deels i sin Baad
Han selv dem aad.