Her efter følger tre Viser om Heldt Hogen og Frue Grimild/ om hvilken Saxo Grammaticus skrifver udi sin 3. Bog/ udi S. Knud Hertugis og Martyris Historie. Hvor af er lettelige at mercke/ at denne Digt er meget gammel. Men hvad som Grimmilds og hendis Herkomstis Historie er aarørendis/vil det falde forlangt/den her at beskrifve/ og kommer dog frem paa en anden og beleiligere Tid og Sted. Hendis Fader var Nøgling/som og kaldtis Niding/og bode paa den Øe/imellem Kiøbenhavn og Kroneborg/som kaldtis Hvæn/af Jomfru Hvenild/ med hvilken Heldt Hogen aflede sin Søn Rancke. Paa denne Øe kand mand endnu see Voldstede/ Grafver og Grundmaal/som i Fordum Tid hafve standen disse Fire Slotte/Nørborg/Sønderborg/Karlshøy og Hammer. Her bode Fru Grimild/som hafde først til Egte Herr Sigferd Horn/som videligen omtalis udi Heldenbog. Men til sin anden Gift/indbød hun begge sine Brødre Herr Hogen og Herr Folqvard/ og loed dem begge dræbe/som Visen indeholder. Dog den Hvænske Krønicke holder noget anderledis/og siger: Der Folqvard hafde slaget Fru Grimilds Kæmper ihiel/som hun hafde udsæt paa hannem/at hans Brødre var Slagne paa Nørborg/af de andre Kæmper. Og derved harmedis hand saare at hand drack et Horn fuldt udaf de Dødis Blod/og døde saa hos de andre Kæmper. Saa drog hun og saa til Nørborg/og der hun formerckte/at Helt Hogen hafde faaet ofverhaand ofver Nørborgs Kæmper/da giorde hun Pagt med hannem/at der som hendis Kæmper slog hannem først en gang til Jorden/da skulde hand icke meere staa op/Men verrie Sig som hand kunde best. Der med gick den listige Qvinde til/og loed strøe Erter paa vaade Huder udi Porten/og der grebe tre Kæmper tillige Helt Hogen an/og slog hannem paa Knæene/og fick der sit Banesaar/slog dog tilforn Kæmperne ihiel/og aflede paa Sønderborg med Jomfru Hvenild/efter Grimilds Samtycke/en Søn/paa det/det mægtige og ædle Kæmpe Slægt skulde icke aldeles undergaa. Denne Helt Hogens Søn/ved Nafn Rancke/hefnde sin Faders og Farbroders Død paa Grimild sin Farsøster/hvilcken hand udførde med sig til Hammershøy/at vise hende Nidings Skat/som hans Fader hafde efterladt hannem Nøgelen til. Thi der hand var kommen ind i Bierget med hende/da løb hand self ud/og lugte Dørren for hende/saa blef hun der siddendis/og døde af Hunger.
Anders Sørensen Vedel (1542–1616)
