Hist over Engen gaaer, i hvide Klæder
Med sneehvidt Slör for sine Blik, de hulde,
Den tause Flora giennem Vinterkulde,
Og spreder Diamanter, hvor hun træder.
Som Blomst-Rubiner, funklende og fulde,
Fremspirer snart paa dine kiære Steder
Det klare Frö til Somrens milde Glæder,
Naar Nattergalens Vemodstoner lulle!
Nu klynger sig til Muur den frosne Ranke
Og kiger ind i sommervarme Stue,
Hvor selv Du længes i din Vinterskranke.
Luk Vindvet op! og drag i lövklædt Bue
Hen over Dig og Bægeret, det blanke,
Det grönne Viinblad med den röde Drue!