To Engle staae hos mig, hver paa sin Side
I kiærlig Strid om Blikket fra mit Öie;
Hver af dem til sin Himmel det vil böie,
Og deres Kys og Smiil er lige blide.
Den Ene peger fremad i det Vide,
I Haabet over Horizontens Höie,
Imens den Anden, mindekiær, vil böie
Tilbage dette Blik, hvorom de stride.
Derfor gav Kronos Mærket mig, det snilde,
Hvoraf mit sande Væsen du kan drage,
At Janus fremad seer, som og tilbage.
Os derfor af den dobbeltklare Kilde
Det tause Haab, det honningsöde Minde
Og lad det Bittre i det Söde svinde.