Först vilde Vaarens blomstrende Gudinde,
Da Sneen perlede fra Bögens Grene
Fremkalde ved sit Kys og Smiil, det rene,
En tidlig Gave til en tro Hyrdinde.
Da lod hun Glands af Öiets blaa Kiærminde
Med Læbens Rosenrödme sig foreene,
Og spandt violblaa Traad paa Blomstertene,
Mens Rokkens Hiul blev fört af Vestenvinde.
Og da Viola’s Kiortel nu var tvunden
Og Blomsten pyntet, skiulte den sig bange
Og turde ei gaae frem i Skovens Gange.
Men, naar en Pige nu gaaer hiem fra Lunden
Med venligt Smil og glade Foraarssange,
Saa har hun sikkert en Viola funden.