Da Tiden gammel blev og saae sig lide,
Som gammel Mand han kaldte til sit Leie
De fire Döttre, som i Dands sig dreie
Med Aarets Ring ved Maanedernes Side.
Da lod velsignende han disse vide,
At han alt Maalet saae for sine Veie
Og, da hans Trone var hans hele Eie,
Om den de i April nu maatte stride.
Derfor man i April kan neppe sandse,
Om det er Somrens eller Vintrens Rige,
Om der er Strid hvad eller Foraarsdandse.
Men hidtil seired’ Vaarens Blomsterpige
Og triner frem i Mai med Seierskrandse.
Naar Fad’ren döer, saa arver hun hans Rige.