O Kiærlighed, du Himlens hvide Due!
Som paa et saligt Vingepar omsvæver
Saamange To, mens jeg med Længsel hæver
Min Aand til Gud, for dig i ham at skue!
O, siig mig, er fra dig vel denne Lue,
Der smerteligt, men södt, mig giennembæver,
Hvorved jeg, kraftigt vækket, atter lever
Det höie Liv, som Jorden ei kan kue?
O, svar mig! svar mig! du Uendelige!
Hvem Alnaturen maa i Gud tilbede,
Og til hvis Hiemstavn Alles Hierter hige,
Vil nu du over mig din Vinge brede
Og svæve ned, liig Duen fra det Höie,
At aabne Himlen for et jordiskt Öie?