Lad ei, o Gud! mit Liv i Svaghed snige
Sig hen paa Sövnens dunkle, blöde Vinge!
Men lad mig med Bevidsthed kraftfuld svinge
Den Fiederham, du gav mig, mod dit Rige!
Vel er jeg svag, som den Forfængelige,
Der altid tynges af de gyldne Ringe,
Som sammenkiædede mod Jorden tvinge
Hvad der blev födt til det Uendelige.
Men lad mig vækkes op til kraftig Leven!
Lad Aanden seire! Lad mig atter födes!
Og lad mig Livet see, som der staaer skreven.
Da skal jeg med de lyse Aander mödes
I Sindets Kamp, naar Lykkens Stierne svigter,
Og i dets Fred og Stille, naar jeg digter!