I Dalens Skiød en Hytte laae
Ved Bredden af en Kilde;
Dens Væg var Leer, dens Tag var Straae,
Dens Hegn var Roser vilde
Dens Eiers Lod var Fattigdom;
Dog var han glad; thi han var from.
Kun ringe var hans Lod og Land,
Hans Brud ei aatte Frænde;
Hun var saa arm, saa god, som han,
Og derfor tog han hende.
Kun Tak til Gud, ei Klage lød
Ved Kildevand og sparsomt Brød.
En Foraarsaften Hyrden sad
Ved Hytten med sin Qvinde
Nu Kone! sagde han saa glad,
Nu veed jeg Raad at finde,
Og vi kan lindre Brødres Nød,
Endskiøndt Gud gav os sparsomt Brød.
See hist den Vei i øde Sand
Og trindtom nøgen Hede,
Der maae den trætte Vandringsmand
Om Lye forgieves lede,
Om vi kun plante der hvert Aar
Et gavnligt Træe hver Høst og Vaar!
Knap gryer den næste Morgenstund,
De froe til Arbeid iile;
Nu staaer en sval og løvriig Lund,
Til trætte Vandres Hvile
Der lagde man og deres Been,
Men der er ingen Mindesteen.
