Digtekunstens OprindelseFordansket efter Gyllenborgs Forsøg om Skaldekunsten, 2 Sang.Dig neden for de ni Gudinders Bolig sinkerJeg meer end længe nok; Camenen ad dig vinker;Gaae, adlyd hendes Kald; Behaget venter dig;Du i den Alder er, da det frembyder sig;Da Roes kan end med Magt af Flidens Hænder rykkes;Og da et vovsomt Skridt paa Snillets Bane lykkes.Du i den Alder er, da Følelsen sin MagtHeel over Hiertet har; hav denne Tid i Agt.Du, Ungdom! Krandse kan af friske Laurbær bære,Om ved en dyrket Smag du Vældet veed at ære,Som fra Homer udsprang, og flittig atter vaktSin rene Strøm har til Tullin og Ewald strakt.Apollo selv skal da din Diervhed henrykt ynde.Saa da han Baggesen og Zetlitz saae begynde,Berømte Bording selv, som uden Lige varI Ynglingers Forsøg sin Mester fundet har.Hvis1 for Castales Væld du søger Mimers KildeAt drikke Grumset der, du skal Forsøget spilde;Og med en Rallerøst indvie GotherneEn Gravsang vel saa vild og saa barbarisk, som de.Hvi martre Nutids Vid med mørke Oldtidssage,At som et Underværk et Glimt af Aand opdage,Og lytte nu og da til heldigt Skialdeslag,Som qvalt i vilde Skraal har mistet sit Behag!Lad Sneglen i sit Huus en maver Føde drageAf mulne Levninger; slig Fieldkløft du forsage;O Bie! hvem Flora huld henvinker selv til sig,Paa blomsterrige Mark gaae du at nære dig! Gaae du en evig Vaar og gyldne Old at finde,Hvor kløftet Helicon har reist de stolte Tinde;De ni Gudinders Hiem i hellig Skygge derAf Gudernes Monark indviet fordum er.Endskiøndt fra Arilds Tiid med Jordens Grundstof fødde,De dog i vild Natur forblandede, omstrøddeOmsider sanktes først hos eder, Grækere!Da Siælens ædle Kraft først Fængslet brækkede.Med Undring Verden saae en Dødelig ei grue,For diærv til Støvets Børn at stiale Himlens Lue.Prometheus! trods din Straf et Blus du i dit FaldTil Trøst os efterlod, som aldrig slukkes skal.Det trods alt Despotie sin Guddomslue spreder,Og hævner trykte Jord paa Voldsmænds Grusomheder.Den længe nedsænkt var i Trældom og Foragt,Til Mørket endelig blev brudt af Snillets Magt.Et reent og mildt Klimat bereedt for SanggudinderDem bød et værdigt Hiem, en Bane uden Hinder;Philosophie nedsteeg fra Himlen, samme Gang,At styre Aandens Flugt og lette Musers Sang.Til Frieheden tilsidst dem heldig kom imøde,Og i sit Moderskiød med evig Kraft dem fødde.Hvad Sted saae Dagens Gud paa vide Vandringer,Der Musers spæde Chor meer tienligt var og værd?Hvad bliide Himmellys foreendes at opliveDe første Snillets Frøe, og dem til Modning drive?Hvad qvægsom Varme blev udøst paa disse Frøe,Som skulde lige Glands i alle Old udstrøe!Og fra sit Fædrehjem — ak nu Barbarers Reede, —Engang i høyen Flugt sig over Jorden sprede! —Først møder os en Egn, som øde, mørk, og tomOs viser i sit Støv en hædret Alderdom;For Digtere, hvis Værk er Tidens Bytte blevet,Er der et Tempel bygt, hvor Mindets Moer har skrevetI Marmor Navnene, og bundet LaurbærkrandsFor hver, som pryded dem med ufordunklet Glands.Det de fortiente, der af Lyren først har dragetDen Samlyd, hvis Behag vor Vildhed har forjaget;Og i det Barbarie, hvor Jorden nedsænkt var,Os først af Guders Ild en Lysning skiænket har.Gaae takfuld, unge Skiald! dit Offer did at bære!Gaae deres Mindes Ild i ømme Bryst at nære,Du Dødelige! der blev først med Ømhed nærtAf Muser; Orpheus! hvor din Lyre først blev lærtFor Davidspsalteret at værdigt Forspil være,Af samme høie Ild du synes dig at nære.Hvad lokkede af den de Jubeltoner ud!Hvad Æmne vakte der en hellig Undren? — Gud!Du priste ham, som er, og var, og som skal være,I Sang, hvoraf hans Jord og Himle Gienlyd ere. End viser man den Lund, i hvis henrykte SkiødVor Skiald for Guders Gud sin fulde Siæl udgiød.Der samled han Beviis til Styrke for sin Lære,Guddommeligheds Spor, og fyldtes af dens Ære;Did han sin Klage bar, derfra han trøstet gikMed Fred i ømme Siæl, og Fryd i rørte Blik.Hvis reen, hvis hellig Ild opflammer ei dit Hierte,Forvovne bort herfra! — men Sangmøe! som begiærteAt nærmes Himlens Gud! Viid, aldrig Kunsten erEt hierteoffret Suk, en ærlig Taare værd.Heraf, af denne Gnist vi see Cammenen vindeDen hede Skialdekraft, hun taber ingensinde.Med et fortryllet Syn, et Syn, som aldrig merNaturen kold kan see, en Gud i Alt hun seer;Men hvad er vel et Navn? kan Tanken Billed giveAf den Usynlige, hvis Straaler den oplive?Hun hundred Navne har og hundred BillederTil ham, hvis Magt i alt det Skabte synlig er.I Mulmet farer han, som Zeus, paa Ildens Vinger;Neptun i Bølgehav han reiser, eller tvingerDets blinde Raserie; som Phœbus! denne Glands,Der giver Dagen Lys, og blænder os, er hans.Den Viise for een Gud sit rene Offer tændte;Men Skialden derimod, som sine Brødre kiændte,Med Guddomsskabninger i Himmel Jord og HavTil sandseligt Begreb en tienlig Næring gav. Hvad Billeder for den, hvis Haand dem kan afbildeI deres sande Lys! for Penslen hvilken KildeAf Farver uden Tal! O hvad tilbagestaaerFor dig, som deres Glands af Magtløshed forsmaaer?Din Tomhed føles skal, dit Vid forgieves leege,Til Bifald skal du ei tillukte Bryst bevæge.Ja Skialden af en Gud maae kiændes fuld og rørt,Kun væbnet med dens Kraft han er ærbødig hørt.Den Tiid, først Mørkets Magt forjoges af hans Flamme,Han ei af himmelsk Byrd forgieves hørtes bramme;I Samfund med en Gud, for Mængden dulgt og kold,Han Himlens Frænde var, og Jorden i hans Vold. Knap Orpheus den har stemt, før hundred Lyrer røre,Knap blev Parnas, før vi dens Spil med Undren høre,Saa Vaaren helses knap af Lærkens blide Sang,Før hundred Stemmer strax den prise paa een Gang,Den nylig døde Skov oplives nu af TonerFra glade Vrimmel i dens høye grønne Kroner;En Luft opfyldt af Sang nu byder henrykt JordAt vende Øret did, og agte paa dens Chor.Tabt for vort Old, ei meer, hvor Aganippe flyder,Musæi Tryllesang, ei Lini2 meere lyder,Selv Bredden brammer ei med deres Billed meer,Ak, kun i Mindets Speil, man dem, som Skygger, seer.Ei meer paa Krigens Mark en Skiald i Spidsen træder,Og møder Farerne, og trodser Død, og qvæder,Ei Tyrtæus, Solon3 liig med Martis TordenrøstIndstrømmer Heltemod i frygtsom Krigers Bryst.Naar man det lystne Vid vil Tiid og Friehed unde,I Labyrinthers Dyb hvad Veie nævnes kunde,Hvor ei en dristig Skiald og sine Fied har vendt,At aabne nye Spor ei Snillets Fakkel tændt?Melamp4, Eumolp, og du, hvem Sverrig af din LigeSaae hædret, Amphion! Naturens hele RigeFor Eders Øine laae, var Eder underlagt,Og eders Sang har bredt saa vidt, som egen Magt.Som Guders, Eders Røst af Folk og Konger lyddes,Naar snart i høie Sang, hvor Himmellæren tyddes,Den klædt i Billeder indprægedes hvert Bryst,Snart Viisdoms Lærere I med Behagets RøstFormaadde Jorden Søn at elske sine Pligter,Og freidig Dyden sig betroede slig en Digter.K. L. Rahbek.