I Dalens Skjød en Hytte laa
Ved Bredden af en Kilde;
Dens Væg var Leer, dens Tag var Straa,
Dens Hegn var Roser vilde;
Dens Ejers Lod var Fattigdom,
Dog var han glad, thi han var from.
Kun ringe var hans Hjord og Land,
Hans Brud ej aatte Frænde.
Hun var saa arm, saa god, som han,
Og derfor tog han hende.
Kun Tak til Gud, ej Klage lød
Ved Kildevand og sparsomt Brød.
En Foraarsaften Hyrden sad
Ved Hytten med sin Kvinde.
„Nu Kone!“ sagde han saa glad,
„Nu veed jeg Raad at finde,
Og vi kan lindre Brødres Nød,
Endskjønt Gud gav os sparsomt Brød.
Se hist den Vej i øde Sand
Og trindtom nogen Hede;
Der maa den trætte Vandringsmand
Om Ly forgjæves lede.
Om vi kun plante der, hvert Aar,
Et gavnligt Træ hver Høst og Vaar.“
Knap gryer den næste Morgenstund,
De fro til Arbejd ile.
Nu staaer en sval og løvrig Lund
Til trætte Vandrers Hvile;
Der lagde man og deres Been,
Men der er ingen Mindesteen.