Du vil, min Eufron! at jeg Harpen skal borthænge,
Og, uvelkommen, ei blandt den Kohort mig trænge,
Som Skialdebierget nu med Vold indtaget har,
Men slumre roelig paa den Krands, mig givet var.
Din Tale Viisdom er, dit Raad en Faders Stemme,
At gierde om min Roe, min Lykke at forfremme,
Jeg burde lyde det. Men siig mig kiere Ven!
Veed du, hvad Fristelse der ligger i en Pen?
Blandt alle Vaner, som hos Manden sig rodfæste,
Doer Skrivevanen sidst. Cleant antog for Næste
Kun Folk, som hialp sig selv, hver Fattigs Fiende var;
Nu han til Arvinger de Arme indsat har.
Narcissus kroede sig for Stadens smukke Koner,
Og traadde Rygtet bort-fra venlige Matroner,
Han givted’ sig, og nu hans Viv og Doktor svær:
Narcissus kydskere, end vel fornødent, er.
Gerant sig krummed for de Store, Støvet slikked
Af deres Skoe, og flink paa Fyrsters Ære fliked;
Hvo kiender nu Gerant! Sanskulottismens Ven,
Han sværter Konger, og udmeier Pøbelen.
Emil var sammensat af Taarer, som en Kilde,
Hver Myg hans Næste var; gik det en Flue ilde,
Elegisk hulked han; Emil har ændret sig;
Han pludrer lattermild om Oprør og om Krig.
Men vanskelig min Ven! du skal den Mand opdage,
Der havde brugt en Pen, og kunde den forsage;
Ja du maae takke Gud, om fra hver Penmands Boe
Posthume Værker ei forstyrre skal din Roe.
Alt dette veiet ret, kan du da vel formode
At jeg, hvis Muse ei er blandt de meget Gode,
Man let undfangende, i Kloster træde vil,
Og at, mens trint omkring er Skraal, hun tier still,
Dog sæt min Eufron! at jeg var saa stolten Kiempe,
Den Skrivesygens Ild, din Hydra hugge ned;
Er her til saadan Kamp og Seir vel Tid og Sted?
O see dig om, min Ven! og det kun ikke feile,
Du møder Tusinde, som til Satiren beile,
Og tirre Skialden, der gad være fredlig,
Men selv i denne Vraae kan ei forstikke sig.
Hvad Øiet skaanes for, det snaksomt Rygte maler
Om Vildskab, Uforstand, og Nedrighed det taler;
Det hørt, jeg Juvenal bifalder; han har ret:
At ikke skrive en Satire er ei let.
Da koger Galden — da min Galde Luft at give,
Jeg nolens volens maae til Pulten, Vers at skrive.
Da kommer Rimet af sig selv. Blandt Muserne
Er ingen rig paa Stof og Riim, som Ærgrelse.
Naar A — med nedrig Svig og Aager sig beriger,
Jeg sagte ærgrer mig, men dog jeg Intet siger,
Alt Guld er skiønt, men mest vor Næstes; det man veed,
Men naar den samme A — med skiendig Nidkierhed
Om Ret og Billighed, streng som en Lovbog, taler,
Og flyder over med Sentenser og Moraler,
Da, om jeg skulde døe, jeg kan ei bare mig,
Jeg rykker Hatten bort, hans Øren vise sig.
Naar B — som Toldsvig, men med ringe Vinding, driver,
Af Ild for Kongens Told, omskabes til Angiver,
Jeg har ei Agtelse og Kierlighed til B — —;
Men jeg dog Grunden kan til hans Opførsel see:
Han monopolisk vil toldsvige. Men jeg skienker
Ham ei hans Nedrighed, naar han vil hedde Tænker,
Naar han, som ei af Dyd, og ei af Ære veed,
Forklarer Rights of men; En Skurkes Rettighed
Til Brændemærket er, og bindes Lovens Hænder,
Saa har Satiren dog et Jern, som ogsaa brænder.
Naar C — som Lærdom har for To, for Tre Forstand,
Kan næsten alskens Ting, veed fast, hvad vides kan,
Og kunde — vilde han — sig selv og andre ære,
Sig Livet møisomt giør, for latterlig at være,
Snart grov af Ærlighed, snart krybende af List,
Belees som Bigot, og skye som Atheist;
Da Eufron! blander sig min Bitterhed med Smerte:
Hvor lidt har ikke den, der ikke har et Hierte!
Ham Guld, Talenter og Cultur ei redde kan
Han er Satirens Meed, fordi en lumpen Mand.
Naar D — gaaer hen, og giør en Eed, han strax vil bryde,
Og ta’r Samarien, for Offeret at nyde,
Og bruger Skrivten, som en anden mægtig Mand,
Den han, naar hiulpen, Død og Dievel give kan,
Og brauter saa af Dyd; da, i retfærdig Iver,
Satiren maler ham, og saadan underskriver:
Med Tab af egen Dyd han os vil slæbe hen
Til Dyd — o store Dyd, som skaber slige Mænd!
Naar E — med Graadighed Vellystens Bæger tømmer,
Jeg seer, han daarlig er, men jeg ham ei fordømmer;
Men naar, udmarvet af forbuden Elskov, blaa
Og hæs af Drik, jeg seer den usle E — opstaae
At straffe Fyrsternes Vellevnet eller Friller;
Jeg ta’r min Bliant, og mig lige for ham stiller
Jeg tegner troe, og selv den yderste Kontur
Er en saa væmmelig, som latterlig Figur. — — —
Naar — Men hvad Sprog har vel, saa langt et Alfabet,
At af Bogstaver det hver Skurk kan give Et?
Og hvilken Læser har et saadant Job af Øre,
At deres Navn og Tal han kan i eet anhøre?
Dog siig mig Eufron! om du kiender nogen Mand,
Der fra Naturens Haand kom saa aldeles Vand,
At, uden Ærgrelse, han kunde see de Here,
Som ere lumpne, men høitagtede vil være,
Som, naar de raabe meest: vi tale Dydens Sag,
Det onde Hierte kun fremlægge for en Dag?
Og siig mig, hvo kan see foruden giftig Latter
(Vor Alders Hverdags Syn) en Spirrevip-Forfatter,
Der, rap, som Galliens System, sig kan omsnoe,
Og skifter Helte, som vi Andre skifte Skoe?
Hvad Under da, om mod min Roe jeg troeløs bliver,
Forsmaaer dit kloge Raad, og end Satirer skriver!
Til Lye Lethen leed; hvis ikke Eufron! vent,
At, mens man raser, jeg fortæller det paa Prent.
”Men een og anden Skurk, og een og anden Daare,
”Det er Naturens Løb, og Heraklitens Taare
”Og Demokritens Smiil er spildte„. Rimeligt.
Men Daaren at belee er ei desmindre Pligt,
Og Kamp mod Laster er et Skiold for gode Sæder —
En Klods, der ikke leer, saa fremt han ikke græder,
Naar skiendig Udaadsmand, der med anarkist Fod
Nedtræder Lov og Dyd, fremvises os som God.
Ja kiere Eufron, ja, hvordan jeg Sagen vender
Satiren med dit Raad, og med min Roe bortrender,
Jeg nys med Juvenals Kamene taled saa:
”Madam! De ikke her saa ofte komme maae,
”Min Søvn er sødere, og bedre jeg fordøier
”Naar De er borte„. ”Godt! jeg hurtig mig forføier„.
”Madam! tag Rygtet med om Landets Daarlighed„!
”Nei faae den Skam der giør„. ”Saa bliv De heller med,
”Thi Rygtet, uden Dem, til Vers mig skal forføre
”Og skal jeg, maae jeg da, som før Satirer giøre,
”En Muse allenfals kan pynte, hvad jeg skrev.
See her oprigtigt Svar paa et fornuftigt Brev.
J. Zetlitz.