Jeg har lagt mig lidt til Ro i Baaden.
Der er Drift i Vandet, Drift i Solsky-Flaaden,
som for Vinden over Himlen stryger,
og i selve Vinden er der Drift,
naar den sender sine Hødufts-Byger
ud fra Engen gennem Rift paa Rift
i det tætte Sivkrat langs med Aaen.
Sivet nejer, hæver sig paa Taaen,
bøjer Nakken, spejler sig og vifter, —
Stilling efter Stilling Sivet skifter,
endnu aldrig et Sekund tilfreds.
Baaden driver, trækkende et Rids
gennem Vandet, men et Rids, der svinder
sporløst som en Drøm, foruden Minder, —
og min Tanke ligner Ridset lidt.
Jeg har stirret længe ned i Vandet,
som det glider, solblankt, blaalig-hvidt,
tænkt paa et og havnet i et andet — —
Jeg har set dernede under Vandet
kaade Smil og kælne Kvindeblikke,
mange, mange ... og iblandt dem dit!
Jeg maa stirre, blive ved at ligge
her i Baaden, blive ved at se, —
de forsvinder for mig, disse Blikke — —
nu er dit tilbage, dit alene ...
Spørger det? — hvad er det, det vil vide? —
Hvorfor bliver Baaden ved at glide? —
... Hvor det ler, naar Solen paa det skinner!
hvor det drømmer, naar en Skygge kommer!
hvor det græder, hver Gang koldt det vinder!
ler og græder, drømmer, lyser, svinder,
evig skiftet, evig dog saa mildt! — — —
Om jeg her bestandig kunde drømme!
stirre død mig paa de vandblaa Strømme?
— ak! — jeg kan ej Blikket holde fast! —
Bølgen skifter, Strømmene har Hast!