Viggo Stuckenberg (1863–1905)

Stuckenberg, Viggo Henrik Fog, f. 1863, Forfatter. V. S. er født 17. Sept. 1863 ved Vridsløselille og Søn af ovennævnte Hospitalsforstander F. H. S. og dennes 1. Hustru. 15 Aar gammel kom han til Orlogs for at blive Søofficer; det mislykkedes, men 1884 tog han Artium. Han studerede en Tid østerlandske Sprog og Ethnogran, senere blev han Lærer i Kjøbenhavn. S.s første Bog er «Digte» (1886); 1898 udkom en anden Digtsamling, «Flyvende Sommer», 1894 Æventyrdigtet «Den vilde Jæger». Mest har han skrevet Fortællinger. «I Gjennembrud» (1888) og «Messias» (1889), væsentlig Studenterskildringer, vise kvik Iagttagelses- og Gjengivelsesevne, men Virkeligheden staar noget trykkende nær. Anderledes frit rører han sig i «Fagre Ord» (1895), «Valravn» (1896) og «Sol» (1897). De handle om Sjælekriser, især i Elskovsforhold. Den psykologiske Redegjørelse i dem kunde være mere indgaaende og overbevisende, men de rumme en heftig Stemningsfylde, svingende i dybe Bølger af Lykke og Goldhed og Lidelse. I «Hjemfalden» (1898) og «Asmadæus» (1899) tegnes et Par Forbrydere, der knap ere det: deres Natur ligger hinsides Samfundets Sæd og Ret. Foruden 2 «Romerske Scener» i dramatisk Form (1895) har S. end videre 1899 udgivet den indtagende Æventyrsamling «Vejbred» og 1901 «Sne» (som privat Bibliotheksudgave «Nye Digte»).

S. har mest følt sig draget af russisk Digtning; han er ogsaa i Slægt med den, navnlig i sin Personskildring: Mændene hos ham ere ofte lade og vagabondagtige, drømmende og vege. Kvinderne have derimod Vilje og Virkeevne. I hans fleste Figurer er der tillige en nervøs, saarbar Frihedsattraa; et Forhold, der ikke mere bæres frit i levende Følelse, bliver et Baand i det blodige Kjød, saa de maa rive sig løs. Og de have en stærk Dragning mod det udendørs, mod det aabne Land. Naturglæden er hos S. fuldere end Menneskeinteressen. Hans Bøger ere tit Kjærlighedserklæringer til det sjællandske Landskab; det lyser og skygger over hans Personer. Den dirrende Uafhængighedshu gjenfindes i hans Sprog og Billeder. Han ser fint og for sig selv og skriver udsøgt med skarptslebet Særpræg, hans Stemninger og Meninger ere helt egenartede, rappe og springske.

S. ægtede 5. Maj 1887 Ingeborg Pamperin (f. 6. Febr. 1866), Datter af Grosserer Wilhelm Gotfred P. og Wilhelmine f. Langballe.