1.
Den kiedsom Vinter gik sin Gang,
Den Dag saa kort, den Nat saa lang
Forandrer sig
saa lempelig;
Den barske Vind, den mörke Skye — maae flye;
Vor Kakkel-Ovn saa eene staaer;
Og hver Dags Kolde-Syge faaer;
Den tykke Vams, den foeret Dragt
Er alt hengt hen og reent foragt,
Og Muffen er tillige giemt — og glemt;
Man frygter ey at Snee og Slud
Skal möde dem, som vil gaae ud;
Thi lad os gaae,
At skue paa,
Hvor smukt Naturen sig beteer — og leer.
2.
Ak see, hvor pyntet Soelen gaaer
Med lange Straaler i sit Haar;
Den varme Krands
Er rette Kands
For alle Ting, som nu maa grye — paa nye;
Det klare Himmelblaae
Er værd at kaste Öye paa;
See Fuglene i Flokke-Tal
I Luftens viide Sommer-Sal,
Der holde snart hvert Öieblik — Musik;
De kappes daglig, to og to
At bygge, hvor de best kan boe;
Her flyver een
Jo med sin Green;
En anden sanker Haar og Straae — saa smaae.
3.
Ak! see hvor tegner Marken vel
For Bonden, heele Verdens Trel,
Han leer, fordi
Hans Slaverie
Skal endes med sin Frugtbarhed — i Fred;
Hist gaaer de kaade Lam i fleng,
Og spöge i den grönne Eng.
De knæle med en Hiertens Lyst
For Moders mælkefulde Bryst.
De qvægner ved den söde Taar — de faaer.
Hist vogter Hyrden Qvæg og Korn;
Et Hunde-Biæl, en Lyd af Horn
Er ald hans Spil;
Men hörer til,
Hvor smukt den Skov ham svare maae — derpaa.
4.
Ak see et meget yndigt Syn
Paa Skovens grönne Öyenbryn,
Den höye Top
Skal klædes op,
Og Vaaren pynter Bögen ud — til Brud.
Naar Soelen brænder, som en Glöd,
Og stikker Ild i Barm og Skiöd,
Da har man jo bag hvert et Blad
Abskonsel for sin matte Rad,
Her smager Thee og et Glas Viin — fra Rhin,
Imidlertid man faaer at see
Et ret naturligt Assemblee,
Hver Fugl har stemt
Sit Instrument,
De raske Dyr vil dandse net — og let.
5.
Ak see, hvor speyle-klar og glat
Den Söe dog er i lave sat;
Det er jo som
At Solen kom
Kun for at see sit Skilderie — deri;
Den Fisk, som stak i Dynd og Skarn,
Og slap fra Frost og Fange-Garn,
Han faaer nu atter Moed og Liv,
Og spöger frit i Rör og Siv;
See hist, hvor stolt hans Finner gaaer, — og slaaer.
Nu lirrer Fröen med sin Mund
Imod den sövnig Aften-Stund,
Jeg tænker paa
Mit Hviile-Straae,
Og ender min Spadsere-Gang — i Sang.
6.
Saa er da Himmel, Jord og Vand
Opmuntret ved min Skabermand;
Jeg gik omkring
Blant tusind Ting,
Guds Forsyn spores ved enhver — i ser.
Bekymret Siel! saa seer du dog,
At Alting staaer i Herrens Bog;
I hvor det gaaer, saa veed jeg grant,
Mit Navn staaer tegnet deriblant;
Gud kommer vist min Tarv ihu — endnu,
Han rammer nok den rette Tiid,
Da Himlen den skal blive bliid;
Jeg tör maaskee
Vel faae at see,
Min Vinter blive til en Vaar — i Aar.