1.
Jeg lever jevnt fornöyet foruden store Ting;
Min Foed er ubemöyet, og frie for höye Spring;
Ved Jorden er jeg föd,
Ved Jorden har jeg Bröd;
Alt vel og nok, jeg nöyes, jeg nöyes til min Död.
2.
Lad Hovmod ikkun flyve til Höyheds Firmament,
Ærgierrighed maae klyve til Ære ufortient;
Naar Lykkens Torden-Skrald
Bestormer Höye Hald,
Saa sidder jeg i Dalen, og seer paa andres Fald.
3.
For mig maa Vellyst svömme i Honning Dag og Nat;
Lad Daarlighed i Drömme faae Glæde-Skyggen fat;
Naar Lysters usle Trel
Vil græmme sig ihiel
Saa glædes jeg ved lidet og lider meget vel.
4.
Lad Gierrighed kun grave, ja vraade efter Guld;
Lad Karrighed kun have sit Giemme proppet fuld;
Naar hiin har slidt sig varm,
Og denne giort sig arm,
Saa leer jeg ad dem begge, fornöyet uden Harm.
5.
O! Nöysomhed, min Ære! hvis Magt er din vel liig!
Ved dig kand Ringhed være ret agtet, glad og riig;
Forbliv min Vandre-Stav,
Skriv siden paa Min Grav:
Her hviler en lyksalig, trods Lykkens Laan og Krav.