Mig synes at jeg fordum var
En lille Fugl, som glad og snar
Hensmutted’ mellem Qviste;
Med Blomsterne jeg kom og gik,
Alt som det er smaae Fugles Skik,
Og intet meere vidste.
Jeg pikkede det gyldne Frøe,
Jeg nippede af klaren Søe
Og kiendte ingen Kummer;
Ved Aftenrøden sov jeg ind,
Ved Morgenrødens første Skin
Jeg vaagned’ af min Slummer.
I blomsterfulde Hvidtorn sad
Jeg tidt og nynnede et Qvad,
Som mig Naturen lærte,
I kunstløs Hiertemelodi
Jeg qviddrede Pipi! Pipi!
Og intet meer begiærte.
Og havde megen Glæde af,
At mig Naturens Godhed gav
Den nydelige Stemme,
Og hvis der ei var nogen til
Der havde hørt mit Tonespil,
Det ei mig turde græmme.
Men som jeg lokkede, jeg saae
Fra Qvist til Qvist i grønnen Slaae
En faver Mage hoppe,
Saaledes som i speilklar Elv
Jeg ofte havde seet mig selv
Fra Piletræers Toppe.
Da blev jeg dobbelt flink og fro
Og qviddrede foruden Ro
Indtil hun bly sig nærmed’,
Men hvad der siden foregik,
Det intet Øie skue fik,
Thi Løvet os beskiærmed’.
Om føie Tid hun blev saa sær
Og flagred’ stedse hen og her,
Smaae Qviste at oplede,
Jeg troligen stod hende bi,
Om føie Tid hun hviled’ i
En yndig flettet Rede.
Dog stedse holdt jeg kiærlig Stand
Hos hende paa vor Redes Rand
Og sang i tretten Dage,
Kun sielden helmed’ jeg og fløi
Med Iil hen over Dal og Høi
Og kom med Frø tilbage.
Og endelig, o søde Fryd!
Af Redens Dyb der kom en Lyd,
Som nye Glæder vakte,
Og trende røde Munde, liig
Halvaabne Rosenknopper, sig
Mod mig i Været strakte.
Vi madede de kiære Smaae
Og førte dem fra Slaae til Slaae,
Da nærmede sig Tiden:
Snart fløi de Ynger os forbi,
Farvel! farvel! Pipi! Pipi!
Vi saae dem aldrig siden.
Derpaa faldt Slaaens Blade af
Og jeg drog over Land og Hav
Til fierne Blomsteregne:
En Rad af Somre var mit Liv,
Thi Solskin, Blomster og en Viv
Mig vented’ allevegne.