I sit Harems Indre sidder
Ved Saladoflodens Bredder
Bleges slagne Maurers Been.
Don Alfonso høit paa Tronen
Sidder kongelig og mild,
Plukker Steenene af Kronen
Og til Løn uddeeler dem.
Først Don Pedro, Kongesønnen,
Knæler for sin Fader ned,
Ydmyg tagende imod Lønnen
I den deiligste Smaragd.
Derpaa Kongens Finger vinker
Don Gonzalez, ung og skiøn,
Dog hans Øie ikke blinker
Som den skiænkede Sapphir.
Lang og herlig er den Række
Som om Kongens Trone gaaer,
Ingen Hedningmagt kan brække
Denne Christenhedens Muur.
End Rubinen er tilbage,
Rød som Morgenrødens Væld,
Og dens Værd er uden Mage,
Intet Tal udtrykker den.
Don Alfonso længe sidder,
Steenen brænder i hans Haand.
”Hvor er da den grønne Ridder?”
Raabe Alle ud som Een.
I det vilde Heltemøde
Han ved Kongens Side holdt,
Indtil Kongedøden døde,
Falden paa hans grønne Skiold.
Skiult i Hielm og Pantser, viser
Sig den dybtbeskedne Helt,
Hver hans stille Komme priser,
Ingen Avindsmand han har.
Hvorpaa Kongen ham tiltaler:
”Grønne Ridder, hvo du er,
Ingen jordisk Løn betaler
Livet, som jeg skylder dig.
Dog skiøndt intet kan opveie
Mod den Gave du mig gav,
Tag imod mit bedste Eie,
Denne funklende Rubin!”
Men den grønne Ridder svarer,
Qvindelig hans Stemme er:
”Dybt i alle Kampens Farer
Søgte jeg en bedre Skat.”
Alle studse vredelige,
Don Alfonso raaber ud:
”Ingen i mit hele Rige
Nu saa fattig er som jeg.”
”Den Rubin, som ene ærer,
Lønner og henrykker mig,
Røber Ridderen, den bærer
Du, o Konge! i dit Bryst.”
I det samme han opskyder
Yndig-skamfuld, sit Visiir,
Mens det giennem Salen lyder:
”Donna Blanca! Dronningen!”
Kongen ned af Tronen stiger,
Slutter hende i sit Favn,
Glæde er der i hans Riger,
Himmelen er i hans Borg.
