Il valait mieux ne jamais goûter la felicité, que la goûter et la perdre.
Rousseau.
Hvad er Livet, min Ven? flygtige Glæders Ruus,
Plagers blodige Vold. Hist udi Nøiets Spor
følger martrende Savnet,
følger evige Angers Vee.
Nyd! er Naturens Lov, skreven i Alles Bryst;
den, henrivende, øm, lydes, og skiænker Qval.
Ak o Savn! du og fødes,
ja naar Nydelsen frembragt er.
Venskab! hellige Ret, kiærest for Sorgens Søn,
evig varer Du ei. Savnets den lange Nat
bryder Baandet med Smerte,
I Adspredelsens Slør indsvøbt.
Og du, vingede Barn! gjemt i den Skiønnes Barm,
du, som vugges saa blødt, slumrer saa sødt og leer;
See fra Vellystens Leie
Savnets Smerter dig jage bort.
Mangen mægtig til Godt sover paa Lysters Duun
Døv for Armodens Skrig. Dydernes hulde Ven
med sin Attraa at hielpe
savner Midlernes blide Lod.
Broder! hør kun Din Deel! Nyfødt du savner Alt;
Nyder Sommerens Fryd, savner Lyksalighed;
staaer ved Henfarnes Bolig,
savner Ungdommens svundne Tid.
O! naar Savnet da er Menneskers sikre Lod,
Glædens evige Grav; ja da er det og vist,
bedre Intet at nyde
end at nyde, og savne saa.