Der i en Dameklub for ikke længe siden
en hidtil uhørt Strid opkom;
Anledningen til det man trætted’ om,
var heller ikke liden;
thi just afhandledes Kapitelet
om Følsomhed, og hvem med Ret
iblandt dem alle — de var Ni —
den første Rang tilkom deri.
En Dame Ordet tog som saa:
”Da jeg engang i Vaar med Hatfiltsokker paa,
tæt i min Kaabe svøbt — thi skarp er Foraarsluften —
indaanded’ i min Have Blomsterduften,
og henrykt som i Eden gik,
jeg det ulykkelige Indfald fik
mig til en Rosenbusk at helde,
da faldt et Blad med saadan Vælde
og Tyngde paa min ene Taa,
at jeg en Maaned knap for Smerte kunde gaae.”
”Jeg føler Deres Smerte, min Veninde!”
udbrød i Suk Clorinde.
”Hvad hended’ ei mig selv for fem, sex Uger siden?
(jeg ønsker, om jeg kan, at glemme Tiden.)
Dag ud, Dag ind jeg præker for min Pige,
at jevnt og lige
hun paa min Seng de fine Lagen breder,
Saa om en Fold man der forgiæves leder.
Og dog er hun saa kiødesløs,
den slemme Tøs!
en Aften ei hver Krølle at udslette;
ei tænkende paa dette,
jeg raskt mig lægger ned, og just
paa Folden træffer — knust
er strax et Ribbeen — hvad jeg maatte lide
tre hele Uger i min arme Side!”
”Ja, denne Verden ret er fuld af Plager!”
saa læspende Tamine Ordet tager.
Blandt tusind Ting, som mig forbittrer Livet,
(hvi blev saa megen Følsomhed mig givet!)
er dette een, mit Hoved er saa let,
saa ømt — hvordan skal jeg udtrykke det?
at naar ei Haaret blir saa lige deelt,
der paa den ene Side kun et heelt
er meer end paa den anden, strax fornemmer
jeg det i alle Lemmer.
Og akkurat i Dag et Aar,
en nye, udannet Kammerpige
snoer til den høire Side fire Haar
meer end til venstre, og — jeg bar ei Ho’det lige
fra samme Øieblik.
Hun ogsaa strax, den Tøite, Afsked fik.”
* * *
Til Prøve haaber jeg, det meer
end nok om denne Trætte er.
Men siig mig, Læsere og Læserinder,
hvem I til Daarekisten værdigst finder?