Ynglingen.
Velkomne Bud fra Fryd og Vaar,
Naturens førstefødte Spæde,
Som hist i Græsset eene staaer
Til alle bløde Hierters Glæde:
O Martsfiol! jeg plukker dig,
Og intet skal forhindre mig.
Martsfiolen.
O nei! lad mig i Vinden her
Bortdufte mine skiulte Dage,
Til de blaae Søstre ere der,
Da kan du jo os alle tage,
Men lad mig nyde Livet, før
Jeg ak! igien det tabe bør.
Ynglingen.
O lille Blomst! du rører mig,
Men veed du vel, hvorom du beder?
O kiendte du den Lod, jeg dig
Med Elskerømhed tilbereder,
Du aabned’ fro din grønne Knop
Og løfted’ dig paa Stilken op.
Thi hvad ei nogen haabe tør,
Det skal dig Celia tillade:
I hendes Barm, bag kydske Slør,
Skal du opløse dine Blade,
Misundt af Menneske og Gud,
Du der skal aande Sielen ud.
Hun er saa from og bly som du,
Den første Blomst i Solens Rige,
Og dog hun veed det ei endnu,
Skiøndt tusind Elskende det sige:
Ved hendes Øie og dit Blad
To Søstersiæle skilles ad.
Martsfiolen.
Saa pluk mig da, og lad mig sødt
I hendes Barm udaande Livet!
Ikkun til Jorden blev jeg født,
Men Himmelen er Døden givet,
O pluk mig snart og viid, jeg er
Gienfødt, ad Aare atter her.
Digteren.
Den rørte Yngling Blomsten brød
Og taus sin Celia den bragte:
I hendes Barm den i sin Død
En Martyrhelgens Vellyst smagte,
Med Veemods Dug, som perled’ hen,
Kun i et Nu opholdt hun den.