Det skeer ugjerne og af andre Bevæggrunde end saadanne, der have deres Udspring af Forholdet mellem Forfatter og Læser, at nærværende Digte overgives det Offentlige tilligemed en Forerindring. Ethvert Kunstværk bør jo selv udtale sig, hvi skulde da Kunstneren behøve at fortale? Men da man ved fleere Domme over disse nye Digtes ældre Sødskene har taget en Synspunkt uden for Kunstens Sphære og tillagt dem „Tendents til Catholicisme,” hvilken Tendents, ved et ubevidsk eller et forsætligt Spring i Tankerne, omsider er blevet Digteren selv tilskrevet, saa har denne derved erholdt Ret til en, efter hans Meening ellers undværlig, Forerindring for sine Kunstforsøg.
Det er nu og her ikke Tid og Sted at aflægge en Troesbekjendelse og fra Personligheden at afværge en ligesaa ublid som overilet Dom, helst da Digterens speculative og poetiske Anskuelse af Gud, Fornuft, Natur og Universum for en Deel er aabenbaret i Digtene selv. Kun for disse, saavel de ældre som de nye, skal her siges et Par Ord til Forsvar. Hvad betyder da egentlig hiin Dom? Unægtelig, enten at Digtene medføre en catholsk Smitte og følgelig ere farlige for den protestantiske Kirke, eller, hvis man maaskee vil synes at hidlede Dommen fra Kunstvidenskaben, at de af den catholske Kirke laante Ideeformer og Tankerammer ere upoetiske. Dog, den sidste Paastand gives uden Tvivl ved den første Indvending Slip paa, da det er aabenbart, hvorlunde Catholicismen, selv ikke sjelden tvertimod Forstandslovene, fortrinligen er anlagt paa Virkninger i Phantasie og Hjerte. Den første Paastand er altsaa den egentlige Anke. Alvorlig, er da den hellige Antonius og Madonna med Christusbarnet farligere for den protestantiske Kirkes Primatie i Norden, end Apollon og Aphrodite med Eros? Ere Hiine, som disse, ikke blot Kunstformer og Symbolik? Naar lægges der i Digtene Vægt paa Catholicismens Dogmer og Riter, dens jordiske Side? Er det ikke blot dens mod Himlen vendte Side: den reene religiøse Aand i barnlig Troe og haabfuld Resignation, der leger med Helgenbilleder og blader i Legender, er det ikke blot denne Side der fremstilles? Ikke blot denne Alreligions-Aand, der udtales i catholsk Billedsprog? Skal den iconologiske Kunst forstumme om det Hellige, fordi den iconoklastiske Forstand har gjort Begrebet til en Gud? Sandelig, religiøse saavel som politiske Revolutioner gaae i denne Tidsalder ikke ud fra Kunsten, men fra Ideens uforsonlige Fiende, Forstanden, hvis haardnakkede Antagonisme protesterer saa længe mod Stat, Kirke og Kunst, indtil blot det gestaltløse Begreb og det sjælløse Ord bliver tilovers. Vi have oplevet det!
Hvad en anden, med hiin noget beslægtet Anke angaaer, at nemlig fleere Digte ere mystiske, da maae Digteren bekjende, at han paa denne Side er forsvarløs. Han kan ikke udtale det Uudtalige, han kan ikke maale det Umaalelige, han kan ikke begribe det Ubegribelige: han skuer, føler, aner og stammer, ikke findende nogen anden Form til Anskuelse og Tilegnelse af det Hellige, end Mysticisme.
Nærværende Digte og deres æsthetiske Værd angaaende (lader dette nu gaae med i en, ved noget andet foranlediget, Forerindring) da ønskes samme at være uafhængig af al forgjængelig Overeenskommelse saavel Ti- som i Trediveaars-Smag. De kunne staae uden den og falde med den. De ville, efter hiint Platons Udtryk, leve efter Ideer og tage følgelig af sig selv deres Plads, bidragende ikke blot til Mængden, men ogsaa til Mangfoldigheden i Fædrelandets skjønne Litteratur.