De tog af Korset den Herre Krist,
da Fuglen gik træt til Ro paa Kvist,
og Skumring faldt over Enge.
Da Kvælden frem over Golgatha skred,
tog de den Herre af Korset ned
at følge ham tyst til Senge.
Der siges, de lagde ham, kold og død,
som Barn igen i hans Moders Skød.
Som Barn under Julenats Stjærne . . .
Saa strøg hun over hver Vunde rød,
— og mest over Siden, som Lansen brød —
som vilde alt ondt hun fjærne.
Saa strøg hun over hvert blodigt Spor
med Moderhjærtets ømmeste Ord
og alle dets Taarer stride. — —
— — Naar Skumring falder Langfredags Kvæld,
saa følg mig til Golgathas Bakkehæld
og stig ad Korsbjærgets Side —
frem til den Moder, som sidder dér
— hjærtestungen af syvfold Sværd —
og vugger Barnet, der døde.
Vi stanser, til alle de røde Saar
som Sværd igennem vort Hjærte gaar
— for vor og al Verdens Brøde.
Thi alle de Saar, som Herren vog,
vor Synd dem slog, vor Synd dem slog.
Vor Skyld fik lagt ham i Graven.
Men Blodet, som randt af Vunderne ud,
har tvættet, har slettet vor Skyld for Gud.
Den Grav blev til Paradishaven.