Forneden Mørke — foroven med!
Mulmet mit Øje blinder . . .
Al Jorden er sort — den svinder —
og ingen Stjaerne betegner det Sted,
hvor ellers man Himlen finder.
Aa, glitrende rene Jule-Sne,
som faldt i min Barndoms Dage,
da Jorden var englehvid at se —
af den er nu intet tilbage!
Og alle de Stjærner, som gik og stod
i Kreds over Himlens Bue —
og den, som ledte de Vises Fod?
Ak, slukt er den gyldne Lue!
Og alle de Klange, som risled frem?
De døde forlængst i Rummet.
Aa, syngende Nat over Bethlehem,
dit Tone-Væld er forstummet!
Den Jul med stjærnestrøt Klædebon,
den Jul, der klinger og lyser —
det er, som den brast i min voksne Haand . . .
Jeg sidder i Mørket og fryser.
— — —
Jeg famler mig frem — og finder en Dør . . .
Da Klinken min Haand berører,
det er, som jeg tidt har grebet den før,
men glemt, hvortil den fører.
Jeg famler mig ind. Og Mørket er tæt.
Jeg kan ikke se — jeg fornemmer . . .
Det Mulm er ej tomt. Jeg ved ikke ret —
mig synes, det noget gemmer.
Det Mulm er ej tomt. Jeg ved ikke ret —
det er, som i Øret sig lister
det spæde Pust af et Aandedræt . . .
Og Midnattens Tynge brister!
Et Barn — et Barn er født i Dag!
Langt mer end hvad Engle kvæde,
det spæde Pust af et Aandedrag
forkynder „den store Glæde”!
Og gennem tusind og tusind Aar
— hvor gammel Verden skal blive —
det Aandedræt over Jorden gaar
og holder vor Slægt ilive.
Og dybt ved mit eget Hjærteslag,
hvor mørkest Nat har sit Sæde,
fornemmer jeg Pust af det Aandedrag . . .
Et Barn — et Barn er født i Dag,
som bringer mig Livets Glæde!