Paaskeklokker, Paaskeklokker,
er det Jer, hvis Kimen lokker
alle Spirer op af sorte Muld?
Ja — til Solskinsmøde
vækker I af Døde
Jordens foraarsglade Blomsterkuld.
Paaskeklokker, Paaskeklokker —
ak, Jer klare Kimen lokker
nye Spirer og af Hjærtets Grund.
Liv og Glæde mistet,
Haab, i Døden bristet,
skyder frem igen med Smil om Mund.
Paaskeklokker, Paaskeklokker,
ømt som Moderrøst I lokker
døde Børn en Dag af sprængte Muld.
Kirkegaard med Grave
ringes om til Have,
vrimmelfuld af Livets Blomsterkuld.
Paaskeklokke, Paaskeklokke —
glem det ej, at du maa lokke,
dèr, hvor En er lagt i Jordens Skød.
Syng, til frem i Dagen,
ud af Dødninglagen,
gaar et Barn, som ikke véd af Død.