En ørkenøde, endeløs Flage,
hvor alt er stivnet i Dødens Hvile,
hvor Sneen skriger i bitter Klage,
og Nordlys slynger blinkende Pile,
hvor Foden famler og glider tilbage,
mens kolde Stjærner isnende smile . . .
Der vandrer tre — i Nætter og Dage.
Vel to Gange tyve bitre Mile
gaar de paa frosne, forpinte Fødder,
hvor Isen har bundløst dybe Rødder,
og Kulden bider som hvasse File .. .
Vel to Gange tyve bitre Mile!
Saa styrter den ene. Og Sneens Klæde
folder sig tyst om de blaalige Lemmer.
De andre ved, de skal Isen træde
gennem sorte Dages knugende Kæde,
til Ødemarken dem alle gemmer.
Nu ligger der tre — som vi aldrig glemmer.