I
udsæd
Isak er bøjet og hvid af Alder,
sidder og famler i Teltets Nat.
Hans Blik er slukket, hans Haand er mat.
Snart staar han, hvor Grænseskællet er sat —
sin førstefødte han kalder:
„Nu drages jeg ned til henfarne Fædre . . .
Bered mig Vildt! Jeg vil spise mig mæt.
Saa vil jeg bekræfte din Fødselsret,
velsigne dig her ved mit Hjærte tæt —
thi dig skal Brødrene hædre.” —
Isak er gammel — kan ingen kende.
Hvem dèr?” Et Fodtrin — stilfærdigt, forsagt.
„Din Esau den gode Ret har bragt.”
„Hvor kom du saa hastigt, min Søn, fra Jagt?”
„Gud ledte mig Vildtet ihænde.”
„Det er ikke Esau, der Vildtet bringer!
Han stryger jo ind som et farende Vejr
og lysner i Teltet som Solens Skær.
Hans Klædning har Duft af Markens Trær,
hans Kogger og Bue klinger!
Mig synes, at Jakobs Røst jeg kender.
Kom hid! Lad mig føle din Dragt og din Haand! —
Jo, vel — det er Esaus Klædebon,
saa frisk som et Pust fra Libanon,
det er Esaus haarede Hænder. — —
Du Barn af mit Hjærtes varmeste Bønner,
Gud give dig Himlens Sol og Regn
og Jordens Fedme i hver en Egn!
Han være dit Skjold og dit sikre Hegn,
du Konge for alle din Moders Sønner!
Din Faders Hænder favner din Pande:
Velsignelse dryppe i hvert dit Fjed!
Velsignet din Sæd i tusinde Led,
velsignet den, der byder dig Fred,
forbandet den, der vil dig forbande!”
Velsignet stod Jakob som Bærer af Pagten
med skælvende Knæ og hvid som et Lig:
sin Ret af Guds Naade han tog med Svig.
— Da lød der et stort og bittert Skrig . . .
Thi Esau var vendt tilbage fra Jagten.
II
høst
Festen er omme, og Stjærner flammer,
da Jakob gaar ind under Teltets Nat,
hvor Syvaars-Længsel vil stilles brat,
hvor Elskovs-Lykken har Stævnet sat — —
Thi Rachel venter i Brudekammer.
Han smiler beruset . .. Hvor vel han kender
den Vellugt, hvis Bølger imod ham slaar!
Det er Nardus-Salven fra Rachels Haar,
hendes Legems Duften af Blomst i Vaar,
hendes myrrhadryppende Hænder . . .
Han famler sig frem: „Du rene, du varme,
min Søster og Brud, lad mig høre din Røst!
Lad mig føle din Nærhed, mit Hjærtes Trøst!”
— Da glider det tyst og blødt mod hans Bryst,
hans Nakke favnes af skælvende Arme.
Han kysser — han stammer med Læber, der gløde ..
Hun tier. Et Suk fornemmer han kun.
„O, Rachel, det Suk af dit Hj ærtes Grund
er mer end Alverdens Ord af din Mund —
det er, som du aanded din Sjæl mig imøde.
Jeg suger den ind . . . Det er Livet, jeg smager!
O, Rachel, jeg tørsted fra første Gang,
jeg saa dig ved Brønden i Hyrdevang.
Nu læskes mit brændende Hj ærtes Trang
ved Brønden, hvis levende Væld jeg drager . . .
O, duftende Haar, som lokkes om Panden,
o, Hals, saa blød som et Blomsterblad! . . .
Du græder, du blide? . . . Nej, — sig, du er glad!
Husk, intet kan skille de Hj ærter ad,
som Elskov har smæltet til et med hinanden.
Et Legem, en Sjæl — ej længere tvende!
To Luer, der mødes i Baalets Brand,
to Strømme, der favnes i Flodens Vand!
Min Søster og Brud, aa sig, at du kan
dybt som dig selv din elskede kende!
Hvor sødt mod min Læbe dit Øjelaag dirrer!
Jeg drikker dets Graad som kostelig Vin . . .
Min Søster og Brud — min elskede! Min!” —
— Snart tier hver Lyd under Teltets Lin . . .
— Da Morgenen lued i Østerlide,
og Jakob vaagnede, svimmel og varm,
da for han ivejret — han slap med sin Arm
og stønned af Lede og bitter Harm — —
Det var Lea, som laa ved hans Side.