Græd ikke, du! Jeg er jo Kilde,
hvor du er febertørstig Mund.
Jeg er jo Dugg i Aften silde,
hvor du er hed og solbrændt Grund.
Græd ikke, du! Jeg er jo Stjærne,
hvor du er ensom, mørkræd Dreng.
Jeg glider hver en Midnat gerne
fra Rudens Giar hen til din Seng.
Græd ikke, du! Hvor du er Viden
og Klogskab, tung og verdenstræt,
dér er jeg kun en Pige liden,
som hedder Enfold, korter Tiden
og kvidrer, til dit Sind er let.
Græd ikke, du! Jeg er jo Moder,
hvor du er Barn — mit spæde Nor . . .
Ved Brystets fulde, varme Floder
dit Hjærte næres, Styrken gror.
Græd ikke, Barn! Jeg er din Mor.