Og vendte du mod mig dit Øje,
— som dengang min Sjæl du saa —
og bød mig ene af alle paa Jord
hver Straale, det gemmer paa —
og vendte du mod mig dit Hjærte,
med hele dets Lueglød,
og bød mig ene af alle paa Jord
hver Funke, det har i Skød —
mig synes, saa svimlende Lykke,
skønt uudsigelig kær,
var dog ej Længselens højeste Maal,
min inderste Sjæls Begær.
Thi selv vil jeg ind i dit Øje
som Lys — eller Taare blot,
som noget af det, der strømmer ud
og gør de andre saa godt.
Og selv vil jeg ind i dit Hjærte,
en Gnist af din egen Glød,
og stige mod alle de andre frem
som Kærlighed luerød.