Der blinked Stjærner blandt Skovens Trær.
De andre talte og lo.
I Skyggen af Graner stansed vi to
og saa mod den tindrende Hær.
Jeg vilde gaa — men du hvisked: „Bliv!
Her dufter af Roser og Vin!” . . .
I samme Nu laa din Arm om mit Liv,
din Skulder skjalv imod min.
Og, svimmel af Fryd over al Forstand,
da saa jeg i Himlens Kor
Syvstjæraens luende gyldne Spand,
som styred lige mod Jord.
Jeg hvisked: „Aa se, den kommer herned!
Den drager os med i sit Spor.”
Da raabte du: „Karlsvognen kører af Led!
Og hvem mon den henter fra Jord?”
De lo . . . Jeg vidste om to, der steg
i flammende Kongekarm.
Thi højt mellem Stjærnernes gyldne Neg
bares jeg, ført af din Arm. — —
Endnu kan der dufte af Roser og Vin
i Skoven, naar Aften er nær.
Men længst er den Skulder, som skjalv imod min,
gemt under natlige Trær.
Og længst er den kold, den levende Arm,
som bar mig i Syvstjærnens Spor . . .
Dog henter os vel en Gang den Karm
til kongelig Flugt fra Jord.