„Sic me Phoebus amabat”.
Du gav de andre Morgenfruer.
Til mig du Heliotroper brød,
af Sødme tunge, blaa som Druer .. .
Du sagde: „Den er Solens Brud,
men selve Lykken blev dens Død.
Dens Sjæl er tvunget frem i Luer,
og Duften, øm og honningsød,
som bølger nu i Deres Stuer —
det er dens Liv, som aandes ud.”
Jeg bar dem ved mit Hjærte fæstet,
de Heliotroper drueblaa,
som maatte snart af Duft forgaa. — —
O, Brud, som Himlens Sol har gæstet,
o, Blomst, saa øm og hjærtesød,
vi to var Søstre dog i Død!
Min Sjæl var tvunget frem i Luer
af ham, der kaared mig til Brud —
og under Elskovs Tempelbuer
for ham mit Liv jeg aanded ud.