— — Sol gaar i Bjærge og Dagen er sval,
Engene hvidligt sløres . . .
Oppe blandt Højder og nede i Dal
smaa Klokker begynder at røres.
Op over Trinene — en efter en —
kommer de gamle Kvinder.
Ryggen er krummet og Gangen lidt sen,
men Vej til Kapellet de finder.
Dagen med Arbejdets trælsomme Vægt
læsser de af herinde,
gi’r sig i helligste Varetægt
for Natten, sen til at rinde . . .
— Tyst efter Vesper, i tankefuld Ro,
spreder de sig mellem Grave.
Hver har jo sin — og somme har to.
De stanser og beder et Ave.
En har Forældre — en Børn eller Mand,
en har sin Uven dernede.
Ingen skal glemmes i Dødens Land
— nu har man jo kun at bede,
Sagtelig bølger i Skumringen sen
ordløs andægtig Summen . . .
Stænker de saa over hver en Sten
Draaber fra Vievandskummen.
Korser det Sted, hvor de Døde blev lagt,
— korser sig Brystet og Panden —
sætter ved Graven den skærmende Vagt
— — og trisser saa bort med hinanden.
Hvor underligt dog, at det vækker Kiv
om Forbøn for Døde maa lyde!
Det dyreste Led i vort Kærlighedsliv
det skulde da Døden bryde!
Der siges, den Forbøn hjælper ej mer,
den naar ikke dem, som har levet,
den gavner kun os i det skøre Ler . . .
Jeg spørger: hvor staar det skrevet?
En Gang er der sagt: „Det nytter dig ej” —
til Kanaans bedende Kvinde.
„Jeg hører ej Raabet fra Hedningers Vej,
kun Israels Hus skal mig finde”.
Hun tav vel og gik med bristet Haab
og ludende Hoved mod Hjemmet?
Nej, højere steg hendes Kærligheds-Raab,
til Hjærtets Vilje var fremmet.
Og dér, hvor det aldrig er blevet sagt,
vi skulde nu lade os skræmme!
Hvis Forbøn er Hjælp og sejrende Magt —
hvor kunde de Døde vi glemme!
— Hvor underligt dog, at man spørge kan,
om Hjærtet for Næsten tør stamme!
Hvor Kærlighed rækker til Dødens Land,
har Forbønnen Liv med det samme.