„Se din Konge kommer til dig —”
Sach. 10.
„Hvem kommer?” — „En Konge med Scepter og Krone,
med slæbende Purpurkaabe.
Bered ham Vej — lad Tusinder raabe
hans Navn med jublende Lovsangs-Tone!”
— „En Konge — ham beder jeg videre drage
og helst til en anden Klode!
De Konger har skaffet os bitre Dage,
har trampet os ned for Fode.
Thi Herskernes magtsyge Purpurdrømme
har gødet Jorden med Blod i Strømme,
Hvad skal vi med flere? Jeg beder ham rømme. —
Hvem kommer?” — „En Dommer, som Ret vil øve,
som Mørket med Sandheds Lyn vil kløve.”
— „En Dommer! Ham beder jeg videre drage
— jeg vented en Bedres Komme.
Her falder dog nok af knusende Domme —
de Stærkere dømmer de Svage.
Og alle vi har i det lyssky Mørke
— hvor Hjærtet i Angstens Vold er givet —
en Dommer, hvis Røst med Sandheds Styrke
har dømt os — dømt os fra Livet. — —
Hvem kommer?” — „Et Barn, som trænger til Varme
— har Straa i Krybben til Leje.
Paa hjemløse, natlige Veje,
det længes mod Ly af favnende Arme.”
— „Aa, Barn — Barnlille! . . . Nej, hold det tilbage
blandt Skyer hos Englene milde!
Her lyder alt nok af de Spædes Klage,
som fryser og lider ilde. — —
Hvem kommer?” — „Et Hjærte, som levende banker
mod hver af dit Hjærtes inderste Tanker
som bringer den store Kærligheds Glæde,
du tørstende søgte, hvor Mennesker træde
som lider af al din angstfulde Kummer . . .
Et Hjærte, hvis strømmende Blod har Livet —
som dybt i sin springende Kilde rummer
Liv for hvert Hjærte, i Døden givet . . .
Et Hjærte, som kommer
at fylde dit bundløst gabende Savn.”
— „Velsignet — velkommen i Herrens Navn!
Aa, Barn, Barnlille — min Konge, min Dommer — —
mit Hjærte — velsignet i Herrens Navn!”