Aab. 21, 1
Hvor Sandet fyger som hvirvlende Sne
bag lave, marehalmsblaanende Banker
jeg staar ved Havets drønende Ve . . .
Som sandhedssøgende Mennesketanker
ruller de graadsalte Bølger ind —
skrider saa rugende alvorstunge,
har glemt at være legende unge,
for nagende Sorg de bærer i Sind.
Det Hav, det Hav med de rynkede Bryn,
hvis grønne Vande som Torden buldre,
slæber en Vægt af Jammersyn,
der knugende bøjer dets brede Skuldre.
Saa vide som brusende Bølger gaa,
og Menneske-Øje stirrer bedrøvet,
det onde, vor egen Haand har øvet,
er tungeste Tynge at bære paa!
Men — tungere dog, at det kun var Led
i en lang ubrydelig Rækkefølge,
at alt skal blive saa rædselsfuldt ved,
saa længe der ruller, en skummende Bølge.
Den Stønnen fra Havet — vi kender den vel
fra ensomme Timer — natteblinde —
hvor Tanken om Svælget i Hjærtet inde,
som ondt vil føde, mens Dagene rinde,
slaar hver en legende Lykke ihjel.
— Du Hav, du Hav- jeg ved, hvad der bor
i Dybets Mørke — hvad sugende gror
og utæmmet stiger i Fortids Spor
som fraadende Bølger flere og flere — —
— — — — — — — — — — — — —
Der falder mig ind et underligt Ord
— det lysner: „Havet var ikke mere”.